Det var en af de første dage for Stine Olesen, der lige var startet som koordinator i kunstprojektet Sigrids Stue. Hun stod for nogle sommerferieaktiviteter med Gellerups før, og allerede den dag fik hun vendt op og ned på sine forestillinger om seje børn:
"Vi sad og lavede perleplader, og der var blandt andet et par teenagedrenge, der var helt opslugt af det. Så kom nogle andre drenge og drillede dem lidt, fordi de sad med perler. Men det betød ikke noget for drengene her, og drillepindene måtte gå igen!"
"På en anden workshop havde jeg slet ikke fået perleplader nok med, og der var nok 20 børn, der tålmodigt ventede,  til der blev plads til dem. Det tror jeg ikke at mine egne børn ville have ventet på," smiler Stine Olesen, som bor sammen med sin familie på landet uden for Rønde.
Gellerup trak
Landlivets modsætning, Gellerup, trak meget i hende, da hun så jobopslaget som ny koordinator:
"Jeg er uddannet designer, og dette er spændende fordi det involverer forskellige kunstprojekter og workshops, og der kommer internationale kunstnere hertil. Jeg har selv været med til et pilotprojekt på Godsbanen, hvor vi sammen med børn lavede kunst, som blev overført på produkter, som kan sælges. Pengene herfra skal gå til Børnecancerfonden."
Stine Olesen drømmer derfor om at kunne lave et større projekt med titlen "Kids do Art for Good Cause". Hun regner med at få gode erfaringer med netop dette princip igennem arbejdet i Gellerup.
Workshop hver torsdag
I øjeblikket arbejder hun sammen med designeren og kunstneren Alioum Moussa fra Cameroun, som er Sigrids Stues gæstekunstner og som bor i Gellerup i to måneder.
Sammen står de for workshops hver torsdag i Foreningernes Hus, hvor deltagerne kan arbejde med tekstiler og kunst. Hvis man selv medbringer noget kasseret tøj, er det godt, oplyser Stine Olesen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.