Denne artikel er den anden i en serie om rådgivningstilbud i Gellerup. Formålet med artikelserien er at skabe overblik over de forskellige steder der tilbyder rådgivning om især sociale og juridiske forhold. I denne udgave besøger vi Gældsrådgivningen i City Vest.
Læs den første i serien om Advokaterne Vest
Gældsrådgivningen ligger på 1. sal i City Vest lige over Føtex. Den har været åben for rådgivning i to et halvt år, og er startet som et samarbejde mellem Socialministeriet, Finansforbundet og KFUMs sociale arbejde.
Det er et tilbud for alle, uanset geografi, baggrund, kultur, køn og religion. Alle rådgivninger er gratis.
Der kan som udgangspunkt rådgives om alle former for økonomiske spørgsmål som for eksempel:

  • Hvordan lægger jeg et realistisk budget?
  • Hvordan får jeg råd til at kunne betale mit lån?
  •  Hvad skal jeg gøre med alle de rudekuverter, der kommer i min postkasse?

Det er den enkelte borger, som lægger op til, hvad rådgivningen skal bestå i.
At skabe overblik
Leder af Livsværkstederne, som gældsrådgivningen hører under, er Verner Karkov. Han siger om rådgivningen:
”Det handler om at få skabt et overblik og at få et rådighedsbeløb til at fremstå som noget realistisk.”
Hensigten er altså, at brugerne bliver rådgivet på en måde, så de på sigt kan komme økonomisk på fode igen.
Ikke samme bank som dig
Rådgivningen er uvildig. Det betyder, at man skal oplyse hvilken bank man har, da man ikke må blive rådgivet af en bankrådgiver som er ansat i den bank, hvor man selv har konto.
Rådgivningen foregår anonymt. Men skal bankrådgiveren hjælpe med at ringe til banker, RKI mv., bliver du nødt til at oplyse sit personnummer.
Gældsrådgivningen rådgiver kun på dansk eller engelsk, så hvis du har brug for tolk, skal du selv tage en tolk med.
Siden starten har der været frivillige bankrådgivere fra forskellige banker.   

  • Mandag er der åbent 10-12 og 16-18
  • Tirsdag er der åbent 10-12.

Man kan bestille en tid ved at ringe på 30306632, og så bliver man booket ind i en elektronisk kalender og får derefter en sms, som bekræfter mødet.
Bankrådgiverne kan være behjælpelige med at ringe til RKI, Inkasso og andre gældsinstitutter og lave afdragsordninger.
Der er desuden et tæt samarbejde med Den Sociale Retshjælp som har ligget i City Vest siden januar. Det vil sige, at hvis der er brug for juridisk rådgivning i forbindelse med en sag, er det muligt at få det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.