Den sjette kunstner i kulturprojektet Sigrids Stue, Alioum Moussa fra Cameroun, blev indlogeret i Gellerup 1. august, og har allerede nu afholdt de første workshops.
Han bor på Bentesvej 23, som også er Sigrids Stues projekt-adresse.
Borgere fra Gellerup og resten af Danmark kan denne gang omskabe kasseret tøj til nye værker ved hjælp af håndbroderi og grafisk design, eller hjælpe med at bygge på hans bidrag til Images Festivalen 2013, som bliver en gigantisk jordklode bygget af tøj.
Workshops er en del af Alioum Moussas overordnede bæredygtige kunstprojekt kaldet doGoodGoods. Projektet er oprettet som svar på fænomenet ”fashion victims”, som Moussa både anvender til at betegne modeelskerne og ofrene for den skiftende mode, nemlig miljøet og de udviklingslande, som nødhjælpsorganisationer på nærmest religiøs vis sender store læs brugt tøj afsted til uden altid at skele til landets egen tekstilbranche eller modtagernes reelle behov.
Mødet mellem mennesker
Alioum Moussa har mange steder arbejdet med lokale borgere. Han ser mødet mellem mennesker som en vigtig del af sit virke som kunstner:
”Kunst er en måde at tale om følelser og mødes på, og for mig er det nærmest en politisk ting at hive kunsten ud af gallerierne og engagere de lokale. Når du arbejder med- og betragter kunst handler det ikke om din baggrund, men om at være menneskelig, og det er min rolle som kunstner at få dette til at ske,” siger Alioum Moussa.
Han er den første afrikanske gæstekunstner i Sigrids Stue, og blev bl.a. inviteret pga. sit langvarige arbejde med kunst i det offentlige rum såvel som socialt inkluderende projekter, fortæller projektleder bag Sigrids Stue, Pernille Lyngsø:
”Selv om Alioum er en politisk og socialt engageret kunstner, er hans projekter umiddelbart nemme at gå til. De inviterer derfor let folk ind som medskabere.”
Sigrids Stue har ansat Stine Marie Olesen som projektkoordinator, og det er hende, der i det daglige organiserer workshops med mere sammen med Alioum Moussa.
Sigrids Stue og Gellerup
Sigrids Stue overgik i september 2012 fra at være et projekt under Kunsthal Aarhus (tidligere Århus Kunstbygning) til at blive et selvstændigt kulturprojekt med primær støtte fra Aarhus Kommune. Sigrids Stue samarbejder lige nu bl.a. med Aarhus Billedkunstcenter om en række projekter, heriblandt en kunstrute mellem Godsbanen og Gellerup som en del af et større projekt under Kulturby 2017.
”Visionen er, at Sigrids Stue bliver tænkt ind som en væsentlig aktør i Gellerup i Kulturby 2017 og i helhedsplanen som en permanent kulturinstitution i Gellerup,” siger Pernille Lyngsø.