På Lauritz.com kan man gøre et scoop og finde den manglende musselmalede underkop til samlingen eller en PH-lampe til en overkommelig pris. Men lige nu kan du nu også byde på fire elever fra Viby Gymnasium – vel at mærke elever i bedste stand.
Rasmus, Jesper, Gunvor og Frederik er til salg som en samlet pakke, og hele lønnen går ubeskåret til Operation Dagsværk.Også salæret fra auktionshuset går til det gode formål.
Se auktionen her – og byd på de friske unge mennesker.
De fire har fået den ide at sælge deres arbejdskraft til højestbydende, når de 6. november skal ud og arbejde for Operation Dagsværk. Den kreative ide kom fra 19-årige Jesper, og han fik hurtigt de tre andre i gruppen overtalt.
”Jeg synes det kunne være fedt at lave noget anderledes. Da jeg foreslog det til Gunvor, Rasmus og Frederik grinede de først, men de kunne også se det interessante i det.”
De fire friske gymnasieelever fik tilladelse fra Operation Dagsværk. Talsperson fra bestyrelsen, Nanna Bak-Jensen, bakker helt op:
”Det er super skønt med sådan et engagement, og vi er glade for, at der bliver tænkt ud af boksen på denne måde.”
Hvordan gør du?
Man kan byde på de fire modige elever indtil d. 4. november, og det er en samlet pakke, man investerer i, da alle fire skal arbejde sammen.  Hvad de skal lave, finder de først ud af, når de ser det højeste bud. Lønnen for et dagsværk er minimum 300 kroner for fem timers arbejde.
”Vi er da lidt spændte på, hvad vi skal lave, men vi håber, ved at sætte vores arbejdskraft til salg på Laurits.com, at vi rammer et lidt andet – og måske rigere publikum, så vi kan aflevere så mange penge som muligt til projektet. Vi er åbne for at arbejde med det meste. 
Operation Dagsværk
Operation Dagsværk er de danske gymnasieelevers egen oplysnings- og solidaritetsorganisation. Siden 1985 har Operation Dagsværk samlet mere end 146 millioner kroner ind til uddannelsesprojekter i 25 lande. Hvert år arbejder mellem 20.000 og 25.000 elever på Dagsværkdagen. I år belyser Operation Dagsværks kampagne de problematikker, som unge i Sierra Leone står overfor.
Læs mere om Operation Dagsværk på www.od.dk
IBIS
IBIS er en dansk udviklingsorganisation, der arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Et af organisationens indsatsområder er en mere ligelig fordeling af naturressourcerne i de fattige lande. Læs mere om projektet på www.ibis.dk/od

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.