Nu bliver det synligt for aarhusianerne, at helhedsplanen sættes i gang. Bilister ved krydset af Ringvejen og Edwin Rahrs Vej vil over middag opleve store containere, bannere, en lift i 24 meters højde – og politikere og erhvervsfolk.
Arealet mellem Gudrunsvej og Ringvejen er et af de sidste stykker sammenhængende ledig erhvervsjord i hele ringvejssystemet, og det skal gøres salgbart. Det markeres her over middag, hvor borgmester Jacob Bundsgaard og teknikrådmand Bünyamin Simsek markerer startskuddet for erhvervsarealer og nye veje.
Boligforeningens ledelse er med – det samme er en række erhvervsfolk.
Beboere holder sig væk
Kun beboernes repræsentanter holder sig bevidst væk fra festlighederne. Gellerupparken sendte i går en pressemeddelelse ud med en forklaring:
"Selv om beboernes repræsentanter i hele processen har deltaget i arbejdet omkring placeringen af de nye veje, så har en fejl begået af administrationen i Brabrand Boligforening og rådgiverne i projektet resultatet i, at en vejstrækning bliver dobbelt så bred, som beboerne fra starten er blevet oplyst."
Gellerupparken føler sig "overhørt" i sagen om Tinesvejs forlængelse. hvor beboerne advarede om, at vejen ville lægge beslag på en meget stor del af beboernes have, som støder op til Nordgårdhallen. Afdelingen skrev en indsigelse i offentlighedsfase, men indsigelsen er blevet overhørt, hedder det i pressemeddelsen.
Volde og træer ryddes væk
Tilbage til det grønne areal ved Ringvejen. Her kan boligforeningerne og boligafdelingerne sælge arealer til erhvervsformål, og salgsindtægterne vil kunne bruges på at styrke helhedsplanens næste faser til renoveringer mv.
Derfor skal voldene og bevoksningen ind mod Gudrunsvej fjernes, og det vil give et helt nyt syn ind på kernen i helhedsplanen: ambitionen om den attraktive bydel, hvor boliger veksler med arbejdspladser.
Der skal også være plads til nye veje i erhvervsområdet. Når politikerne og boligforeningens formand Jesper Pedersen har holdt nogle korte taler, er det tid til, at en lift går 24 meter op i vejret.
Borgmester, rådmand og repræsentant fra Brabrand Boligforing samt fem udvalgte erhvervsdrivende i Aarhus er med i liften, og højt til vejrs diskuterer de nye og innovative muligheder for erhvervsudvikling i området.