Aarhus Kommunes Integrationsråd er nedlagt, fordi kommunen vil have et medborgerskabsudvalg i stedet. Men en gruppe fra det tidligere integrationsråd har ikke tålmodighed til at vente på, hvad et kommunalt udvalg finder ud af, så de danner selv et nyt integrationsråd.
Det sker tirsdag den 4. marts kl. 19 i salen på 1. sal i Hovedbiblioteket.
Til forskel fra kommunens medborgerskabsudvalg kan integrationsrådet gå i gang med det samme, og dets arbejde handler kun om integration og mangfoldighed.
Initiativtagerne er frustrerede over, at det gamle integrationsråd overhovedet blev nedlagt af byrådet, men også over, at det kommende medborgerskab kommer meget langsomt i gang.
En af initiativtagerne, Helge Ratzer, siger:
"Medborgerskabsudvalget er nedsat af Byrådet for i løbet af de næste to år at finde ud af, hvordan kommunen i fremtiden skal inddrage borgere (herunder etniske minoritetsgrupper) i Aarhus i den demokratiske beslutningsproces. Men det erstatter ikke et integrationsråd, så det kører vi nu videre med på frivillig basis, da vi ikke vil vente på, hvad Medborgerskabsudvalget finder ud af."
Tror du, at kommunen vil lytte til integrationsrådet, når de selv danner et medborgerskabsudvalg?
"Hvis de ikke vil lytte til det nye integrationsråd, bliver der jo en periode, hvor de etniske minoriteter slet ikke bliver hørt," siger Helge Ratzer.
På den stiftende generalforsamling er alle velkomne. Der skal skal godkendes vedtægter og vælges en bestyrelse.
Kontaktpersoner: Irina Senchuk, tlf. 2726 5933 og Senan H.Mahmoud, tlf. 2548 4447.
Læs her om om kommunens medborgerskabsudvalg, som ikke er startet endnu