Mens kommunen stadig tygger på, hvordan den skal oprette og udfylde et medborgerskabsudvalg, så har personer fra det nedlagte integrationsråd taget initiativ til at starte et nyt integrationsudvalg. Og kun med borgere i kommunen.
Det nye integrationsråd blev valgt forleden, og bestyrelsen for rådet er disse personer:

  • Irina Hansen, formand
  • Arzoo Rafiqi, næstformand
  • Maysaa Hassanein, sekretær
  • Helge Ratzer, kasserer
  • Hassan A. Hussein
  • Ibrahim-Ethem Öniz
  • Mohamed Hussein
  • Selim Gönen
  • Senan H. Mahmoud
  • Hafizullah Amirzai, suppleant
  • Abdrirahman Mahmud Iidle, suppleant
  • Murat Kilic, suppleant

Efter valget siger Irina S. Hansen i en pressemeddelelse:
"Vi har fået valgt en bredt sammensat bestyrelse, som er solidt forankret i de etniske minoritetsforeninger i Aarhus. Vi har ingen penge, ingen lokaler og inden sekretariatshjælp, men vi er uafhængige af Aarhus Kommune."
Ud i boligområderne
Det nye råd vil i dialog med de etniske minoritetsgrupper og holde møder og arrangementer ude i boligområderne i Foreningernes Hus, Trivselshuset, Globus1 og i de etniske minoritetsforeningers lokaler.
Selv om rådet kører parallelt med kommunens kommende medborgerskabsudvalg, vil man i Integrationsrådet gerne holde møder med ansvarlige politikere og embedsmænd samt kommunale råd og nævn om integrationsspørgsmål.
Integrationsrådet har planer om både hjemmeside og Facebook. Indtil videre kan man kontakte Irina S. Hansen på irinasp74@yahoo.com eller tlf. 2726 5933.