"Der har været en negativ udvikling i Gellerup. Men i dag er den positiv, både med uddannelse, arbejde, tryghed og så videre. Men udviklingen skal speedes op, og hvordan gør vi det?"
Dette var udgangspunktet for Gellerup-beboer og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), da han holdt tale for de ca. 70 fremmødte til Take-Off-dagens morgenmad i Tousgårdsladen.
Han havde også svaret på sit eget spørgsmål: Ved, at beboerne står sammen, er med til at gøre området attraktivt og til et sted. Han talte om helhedsplanens muligheder for, at der laves flere butikker, at give plads til kreative mennesker, at give gæster en eksotisk oplevelse og så videre.
Da snakken startede i 2005
I sin tale gik afdelingsformand Helle Hansen også lidt tilbage i tiden og fortalte blandt andet, at hele snakken om "forandringer" startede i 2005, i 2007 blev det mere konkret, og mange formulerede deres drømme i Globu1 i 2008. I 2010 blev det til en politisk aftale, og beboerne stemte ja i både 2010 og 2011.
Helle Hansen brugte alle årstallene for at markere, at nu er det snart slut med kun at snakke. 1. april starter forandringerne, når gravemaskinerne går i gang med vejforløbet fra Ringvejen/Globus1 og op ad Gudrunsvej.
"Det er en spændende rejse, vi som beboere i Gellerupparken og Toveshøj tager af sted på i dag," sagde hun.
Kiosk, ældreboliger og et køkken
Toveshøjs afdelingsformand Anett Sällsäter Christiansen talte mest om fremtiden, ikke mindst de konkrete forbedringer, som den fysiske og den sociale helhedsplan vil give området.
"Om nogle år vil der være ca. 60 plejeboliger, der vil ligge et sundhedshus/beboerhus fyldt med tilbud som læge, tandlæge, fysioterepeut, et apotek, et fitness-center, en lille cafe og muligheder for beboeraktiviteter. Ud over det ønsker nogle beboere sig også en kiosk, og vi taler også om at placere et fællesvaskeri i forbindelse med beboerhuset."
Hun nævnte en række andre konkrete ting, blandt andet planen om at lade Janesvej fortsætte forbi bazaren og til Edwin Rahrs Vej – det giver nemlig mulighed for, at der igen kan komme busser.
Endelig varslede hun en af de boligsociale aktiviteter i Tousgårdsladen – folkekøkkenet.
"Så er der ikke andet end at sige ‘Velbekomme’!"