Guiderne i Gellerup løb af med prisen for det bedste kriminalpræventive initiativ. De fik overrakt diplomer og en pengegave på 50.000 kr.
Projektet ”Bag om Blokken” hvor lokale Gellerup-borgere viste folk rundt i området under Festugen, blev torsdag nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2014. Tirsdag rejste en delegation af 5 guider til København for at modtage prisen, foran en skare på 800 mennesker, til Den Kriminalpræventive Dag.
Engin Erkus fik lov til at holde talen og han forklarede, at man aldrig havde regnet med prisen, men så det som en enorm ære at få den. Han var glad for, at projektet havde nedbrudt nogle fordomme, som også har været hovedsigtet med projektet.
Man kan se Det Kriminalpræventive Råds video om projektet her
Guideturene kører videre
Guideturene er ikke en ny opfindelse, da der længe har været guidede ture, hvor efter -og højskoler og andre interesserede kunne blive vist rundt i Gellerupparken. Men det var først under Festugen, at det hele blev organiseret med bookingsystem og uddannelse af guider.
Man er i øjeblikket ved at oplære nye guider og denne gang skal projektet være lønnet. Hold øje med Gellerup Museums hjemmeside, hvor der kommer nærmere info.