Elsebeth Frederiksen, beboer i Gellerupparken, finder sin telefon frem fra lommen og går i sit billedarkiv:
”Her!” siger hun, ”det tog jeg i sidste uge, fordi jeg blev så træt af, at det ser sådan her ud."
Hun holder billedet frem af en propfyldt skraldespand, hvor reklamerne flyder ud over kanten og ligger spredt på jorden nedenunder.
”Folk bruger de små skraldespande lige uden for opgangene til at slippe af med deres reklamer i stedet for at gå ti skridt hen til papircontaineren. De lægger også reklamerne ovenpå, og når det så blæser, er der reklamer på hele parkeringspladsen,” fortæller hun.
Klistermærke er en del af løsningen
Gülizar Erkus, postbud i Gellerupparken og Toveshøj, oplever også, at der ofte ligger reklamer og flyder i og udenfor opgangene:
”Folk kan få en bøde af boligforeningen, hvis deres navn står på reklamerne. Men så er der nogen, der er snu og piller adressen af, inden de smider dem fra sig,” fortæller hun.
Et enkelt klistermærke kan være med til at begrænse problemet. Ifølge Post Danmark har tre ud af fire husstande i Gellerupparken og Toveshøj allerede et ’Reklamer – nej tak’-klistermærke på postkassen. Men det er stadig ikke alle, der ved, man kan få sådan et:
”Nogle beboere bliver sure, når jeg afleverer reklamer til dem. Så fortæller jeg, at det er lovpligtigt, når deres adresse står på reklamerne,” fortæller Gülizar Erkus.
Så henviser hun til posthuset eller internettet, hvor man kan melde reklamerne fra og få et klistermærke til postkassen.
Reklamerod hæver huslejen
Miljøambassadørerne i Gellerup arbejder på at hjælpe beboere til at spare penge på huslejen, ved eksempelvis at give tips til at nedsætte forbrug af vand og el.
Og her kan kampen mod reklamer, der ligger og flyder, godt komme på dagsordenen, mener Esben Trige, der har været med til at uddanne miljøambassadørerne:
”Det er jo summen af mange små dårlige vaner, der i sidste ende gør en husleje dyrere. Det er de små ting, miljøambassadørerne arbejder på at skabe fokus på hos beboerne. Hvis boligforeningen skal bruge resurser på at samle reklamer op, er det jo også en udgift,” siger han.
Bestem selv over din postkasse
Vil man ikke modtage alle slags reklamer, men stadig gerne tjekke ugens tilbud i Bilka, kan man i dag også udvælge sine reklamer selv.
På hjemmesiden www.forum.dk kan man nemt afmelde de nuværende reklamer og udvælge de bestemte blade, man vil have fremover.
I dag får husstande, der modtager reklamer, gennemsnitligt 25 styks om ugen – eller 55 kilo om året. En ny Gallupanalyse viser, at gennemsnittet kun er interesseret i omkring seks forskellige reklamer om ugen.
Nyttige sider
Vælg at modtage udvalgte reklamer på: www.forum.dk
Få et ’Reklamer – nej tak’-klistermærke: www.postdanmark.dk/da/nej-tak-til- reklamer