Genåbningen af Livsværkstedernes sociale café, Café Vita, i City Vest har været en stor succes. Den mere åbne placering på anden sal har givet en tilstrømning af en del nye kunder. Torsdag markerede Livsværkstederne genåbningen af Café Vita med lagkage og andre søde sager.

”Vi vidste slet ikke, at I har været så længe her i City Vest?”

Sådan har det i de seneste uger mange gange lydt i Livsværkstedernes sociale café, Café Vita. Efter flere end 20 år i det absolut øverste nordøstlige hjørne af City Vest er caféen i begyndelsen af januar for alvor blevet synlig i butikscentret.

I en rokade, som ejeren af City Vest, A. Enggaard, gennemfører for at få plads til at begynde en renovering af centret, er Café Vita rykket ind i lokalerne, der tidligere husede Rasmus Klump-restauranten. Og længere tilbage i tiden var det Mackenzie Pub, der holdt til her.

I torsdags markerede Livsværkstederne genåbningen af Café Vita med lagkage og andre søde sager til alle, og det strømmede til med gæster til caféen, der var fyldt til bristepunktet.

Daglig leder af Livsværkstederne, Mette Fenger, glæder sig først og fremmest over, at de fleste af de tidligere brugere er fulgt med ned i de nye lokaler. Hun kan se, at besøgstallet ligefrem er steget i forhold til tidligere.

”Det ser ud til, at den større synlighed har betydet flere gæster til cafeen, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Samtidig virker det til, at vores faste brugere har fundet sig godt til rette. Nogle er rigtig glade for det nye sted, mens andre føler sig lidt udstillet bag de store vinduer. Men det kan vi i den kommende tid gøre noget ved,” siger Mette Fenger.

Hun regner med, at store grønne planter i cafeen kan dæmpe oplevelsen af at føle sig udstillet bag de store vinduer.

Blandt de nye brugere af Café Vita er en del beboere i Søvangen, som nu pludselig har fået et dejligt samlingssted i gå-afstand fra deres bolig.

Livsværkstederne kunne torsdag fejre genåbningen af Café Vita i City Vest. Blandt andet er der igen fuld gang i poolbordet, der fungerer som et samlingssted i caféen.

Nærmest som et væksthus
Ud over selve caféen råder Café Vita også over et areal i fællesområdet ved den rullende trappe. Det giver stor fleksibilitet for brugerne, som kan vælge at placere sig, hvor de føler sig bedst tilpas.

Virksomheden Decoplant har valgt at placere mange store planter i og omkring Café Vita, hvilket nærmest giver de besøgende en oplevelse af at være i et væksthus.

Livsværkstederne har ud over caféen også kontorer og kreative værksteder på etagen ovenover. Herfra driver Livsværkstederne blandt andet Lokalsjakket, der tilbyder småjobs til mennesker, som gerne vil være en del af et arbejdsfællesskab, og havefællesskabet Gellerup Gror.

Livsværkstederne er en del af KFUM´s sociale arbejde og har i snart 25 år sørget for sociale og beskæftigelses-rettede tilbud for mennesker i socialt udsatte livssituationer.

En del af arbejdet er den sociale cafe, Café Vita, som hver dag tilbyder et godt og billigt måltid mad. Desuden kan man få rådgivning om økonomi, beskæftigelsestilbud og meget mere.

Caféen er åben for alle, men er især et tilbud til voksne, der ønsker at indgå i sociale fællesskaber og finde en base i hverdagen. Åbningstiden er mandag-torsdag kl. 10.00-15.30 og fredag kl. 10-15.

Køkkenleder Ina Gröne og medarbejder i Café Vita, Rob Grenville, har fået fine rammer i det store køkken, hvor der tidligere blev bagt pandekager i Rasmus Klump-restauranten

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.