Der graves flittigt ved blokkene på Toveshøj. Minigravere og stærke mænd graver huller ned til fibernettet og trækker nye fiberkabler, som skal forbindes til Toveshøjs kommende videoovervågning.
Lige nu arbejdes der ved de to blokke på Edwin Rahrs Vej. Blokken tættest på Bazaren får først installeret kameraerne, og de er klar til test inden længe, fortæller Finn Herskind, der er medlem af Toveshøjs afdelingsbestyrelse.
Derefter går det slag i slag til de næste blokke, og leverandørerne har lovet, at i uge 39 – altså sidst i september – vil videoovervågningen fungere i hele afdelingen.
Som tidligere omtalt skal videokameraerne lægge en dæmper på det hærværk, der har plaget beboerne i flere år, og som koster rigtig mange penge. Kameraerne skal placeres de steder, hvor der har været mest hærværk og utryghed – i kældrene, ved indgangspartierne og på havesiden.