Har børn fra Gellerup spillet bordtennis og fodbold, arrangeret af Grimhøjmoskeens forening, Lighed og Broderskab? Det skal et revisionsfirma nu undersøge, fordi der er kommet beskyldninger frem om, at foreningen bag moskeen har fået kommunale tilskud til aktiviteter, som i virkeligheden ikke er blevet holdt.
Det er rådmanden for Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, der har bestilt undersøgelsen, fordi hverken kommunen eller foreningerne i Aarhus kan leve med den tvivl, der er opstået. Cirka 1000 foreninger i Aarhus modtager kommunal støtte.
Foreningen Lighed og Broderskab har gennemsnitligt siden 1999 modtaget 100.000 kr. årligt i tilskud til aktiviteter som bordtennis, fodbold, arabisk og sløjd, som angiveligt skulle foregå i moskeens lokaler. I alt er der udbetalt ca. 1,3 mio. kr. til foreningen.
Arabisk-undervisning var i orden
Kommunen har ikke haft grund til at tro, at der er svindlet med støttekronerne i Grimhøjmoskeen – og der har ikke været meget kontrol med, at aktiviteterne har fundet sted. Dog har støtten til arabisk-undervisning af børn været kontrolleret, og her var alt i orden.
Men en kilde har fortalt BT, at i de år, han er kommet i moskeen, har der ikke været de aktiviteter, som moske-foreningen har fået tilskud til. Imod dette står udtalelser fra moskeforeningens formand Fadi Abdallah, at aktiviteterne har foregået på andre adresser.
Det er påstand mod påstand – og derfor ønsker kommunen altså at få sagen undersøgt grundigt.