Parkeringspladsen foran Gellerup Kirke fyldes med børn. De dingler rundt på pladsen, én sparker rundt med en dåse. Flere står lænet opad autoværnet og spejder ud mod vejen. De venter på skolebussen.
Nizar og hans bror Moussa fra i 6. og 5.b på Holme Skole venter også. Klokken 7.40 kører en stor hvid bus ind på pladsen. ’Holme Skole’ står der skrevet på siden. Brødrene stiger på og finder en plads bagerst.
”Godmorgen, så kører bussen, sid ned og spænd selen,” lyder det i højtaleren fra Bjarne. Han er den ene af de to faste chauffører, der hver dag kører børnene til og fra skolen, og som de kender godt. Der lyder kun få protester: ‘Nej Bjarne, det gider vi ikke,’ men det er mest for sjov og efterhånden finder alle en plads og sætter sig. Nogle slumrer, mens andre hører musik eller spiller på deres Iphone. Der er tre stop på ruten til skolen, hvor flere børn stiger på.
De yngste har førsteret
Bagerst i bussen fortæller Nizar og Moussa sammen med de andre børn om, hvordan det er at gå på Holme Skole og køre med bussen hver dag. Hvad gør de for eksempel, hvis de misser bussen?
”Så tager vi bybussen. Fra femte klasse får man et buskort. De yngste har førsteret til skolebussen, men de ældre får for det meste lov at køre med. Det er lidt træls, hvis nu vejret er dårligt, så er der mange med, og så kan det være at de ældre skal stå af på vejen og tage bybussen det sidste stykke. Alle skal nemlig sidde ned,” fortæller Nizar og Moussa, og de andre nikker.
Sprogscreening er voksenbegreb
Hvorfor de går på Holme Skole og grunden til, at de kører med bussen hver dag er selvfølgelig ikke gået hen over hovedet på børnene. Det handler om dansk:
”Der var en journalist, der var med bussen engang, som spurgte, om vi så var blevet bedre til dansk af at gå på skolen, og da vi så sagde: ’ja det synes vi’, så skrev han i artiklen, at det var vi ikke!” fortæller en dreng, der sidder ved siden af Moussa i bussen.
Det griner børnene af, for i hverdagen betyder det ikke så meget, hvorfor de lige netop endte på Holme Skole. De er glade for skolen, og både Nizar og Moussa vil gerne blive i deres klasse til og med niende.
Sprogscreening og klassekvotienter på elever med dansk som andetsprog er voksen-begreber, som kun har ringe betydning i børnenes bevidsthed. Går man i 5 eller 6.b på Holme Skole, så ser virkeligheden sådan ud, og så det er svært at forestille sig noget andet.
Opførsel i bussen
Spørger man børnene selv, kan de også godt finde ud af at opføre sig ordentligt i bussen, det er kun søskende, der engang imellem skændes, mener de. Nogle griner lidt indforstået til spørgsmålet – når man er 7 til 12 år ved man godt, hvad de voksne vil høre.
Men turen i dag er ikke et bevis på det modsatte. Børnene kender hinanden godt, på tværs af klasser og alder. De snakker og griner sammen af forskellige ting, de skiftes til at vise hinanden deres smartphones, som tydeligvis er busturens største kilde til underholdning.
Efter en halv times kørsel holder bussen ind foran Holme Skole, og børnene spredes ud i deres klasser til dagens forskellige skemaer.
Fire gange i løbet af eftermiddagen kører bussen hjemad igen. Går man i de yngste klasser, kan man både nå at være i SFO til sent, eller man kan komme tidligt hjem til Cirkus Tværs som Moussa og fodbold i ACFC som Nizar.