En gul og en grøn gravko er nu i fuld sving på Gudrunsvej. Jordvoldene er blevet "barberet" for træer og buske, og snart fjernes jordvoldene for at give plads til den nyanlagte Gudrunsvej.
Endnu kan der køres frit på både Gudrunsvej og det lille vejstykke ved Globus1 ud til Ringvejen. Men det varer ikke ved. Vejstykket ud til Ringvejen bliver inden længe blokeret, så buslinje 15 ikke længere kan køre sin sædvanlige rute på stikvejen og op ad Gudrunsvej. Bussen vil køre ude på Ringvejen i stedet.
Lige nu virker det ikke så belastende at være nabo til vejbyggeriet, for det er begrænset, hvor meget gravkøerne larmer. Men der vil snart komme mange transportkøretøjer til jord og sand, og det vil betyde flere gener for beboerne. 
Brabrand Boligforening og Gellerupsekretariatet vil informere ‘løbende’ om anlægsarbejdet, så de beboere, der bliver berørt, får besked, før byggeriet kommer tæt på dem.
For nogle beboere kan det også blive nødvendigt at parkere andre steder, end de er vant til.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.