Det kan komme til at koste et beløb i millionklassen, at to familier på Bentesvej har valgt at anke boligrettens enstemmige dom om, at det var berettiget at opsige dem. Den tredje familie anker ikke, men har taget imod et tilbud om erstatningsbolig i Tilst.
Familierne blev for to uger siden dømt ved Retten i Aarhus til at anerkende, at opsigelsen er berettiget, og dermed til at fraflytte lejlighederne senest 1. august 2014.
De to familier, der har valgt at anke, bor i hver sin blok på Bentesvej, og det betyder, at ingen af de to blokke kan rives ned, før Landsretten har talt, og der kan måske trekvart år, før det sker.
De har nemlig et retskrav på at kunne blive boende, mens sagen kører ved domstolen. Den tredje blok, tættest på Yggdrasil, er tømt og vil snart blive revet ned.
Synd for de andre beboereKeld Laursen, direktør for Brabrand Boligforening, siger i en kommentar til TV2 Østjylland, at han synes, det er synd for de andre beboere i Gellerupparken:
"Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt for de mange beboere i området, at de skal have de tomme blokke stående. Vi har set brand og hærværk i dem tidligere, og de bidrager ikke med tryghed i området, hvilket er det, som der er behov for. Det har også en økonomisk konsekvens, men jeg synes først og fremmest, at det er ærgerligt for beboerne i området," siger Keld Laursen.

"Det er usympatisk"
Han mener, at det er meget usympatisk af de to familier.

"Selvom vi ikke var forpligtet til det, så har vi tilbudt at finde nye lejemål og hjælpe med flytningen, men de har fastholdt, at de ville have et økonomisk krav for at flytte og ikke anke sagen. Det er meget usympatisk. Det nærmer sig et forsøg på at presse penge ud af en ulykkelig situation," siger Keld Laursen til TV2 Østjylland.
Det økonomiske aspekt består i, at der skal betales tilslutningsafgifter, renter mv. for hver blok, uanset at der kun bor en enkelt familie i blokken. Det kan løbe op i millioner, inden Landsretten endeligt afgør sagen.
600.000 kr. om måneden
Keld Laursen siger til gellerup.nu, at hver blok i dag koster i omegnen af 300.000 kr. om måneden at have stående. Men det ikke er endeligt afklaret, hvem der kommer til at betale regningen, og der er forhandlinger med Landsbyggefonden om at finde en løsning på denne uforudsete hændelse, som går mindst muligt ud over de andre beboere.
"Vi forsøger samtidig at minimere omkostningerne mest muligt," siger direktøren.