Venstre og Konservative ønsker, at det direkte skal stå i helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj, at der ikke skal kunne bygges en moske i området. Det har de bedt byrådet om at tage stilling til, men sagen blev som omtalt udskudt til efter sommerferien. Deres anledning er Moske-foreningens ønske om at købe en grund – et ønske, som byrådet skal tage stilling til
Partiernes ønske vækker undren i Gellerup, da det ikke er en nyhed, at Moskeforeningen arbejder med disse planer og har gjort det i mange år. Gellerup.nu har talt med Venstres politiske ordfører, Gert Bjerregaard:
Hvorfor er I overraskede over moske-planerne i Gellerup?
”Det er en ændret situation, fordi alle ved, at Venstre og Konservative har været imod at placere en moske midt i Gellerup, og nu kommer sagen så op.”
Men ved det store borgermøde i 2010 sagde Laura Hay, Venstres teknikrådmand, at en moske ikke er en del af helhedsplanen, men at initiativet skal komme fra muslimerne selv, når de har en grund og et projekt. Det ser så det, der sker nu, så hvad er ændret?
”Der er ændret det, at Socialdemokraterne har lusket der her ind ad bagdøren, at der skal komme en moske i Gellerup – mens alle har kendt vores synspunkt om, at det skal der ikke være. Så vil der ske det, at helhedsplanen kun bakkes op af 17 ud af 31 medlemmer,” siger Gert  Bjerregaard.
Helhedsplan eller byggesag
Han fastholder, at der bør ændres i helhedsplanen, fordi moskeen efter de to partiers mening vil gå imod hensigterne i helhedsplanen.
Men igen – hvorfor kæder I det sammen med helhedsplanen, som jo ikke har noget med byggesagen at gøre. I kunne jo bare stemme nej til at sælge jord og håbe på et flertal for at sige nej?
”Det er en strid om ord – vi vil bare have en garanti for, at moskeen ikke kommer, fordi den modvirker integrationen,” svarer han.
Har du overvejet, om et forbud tværtimod kan skade integrationen, hvis muslimer i Gellerup føler, at de ikke har samme religionsfrihed som andre?
”Vi respekterer skam religionsfriheden, der skal bare findes et sted i behørig afstand fra Gellerup,” svarer den politiske ordfører.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.