Abdallah Ajjawi og Esam Adel er to unge Gellerup-beboere, der lige har fået to fritidsjob – hver!
Først gælder det to ugers sommerferiejob med praktiske opgaver i Gellerupparken og Toveshøj, men det er ikke nok for de to venner, som starter på hvert sit gymnasium efter sommerferien.
Ghassan Hassoun fra Get2Job fortalte, at der var et ledigt fritidsjob i børnehaven Spurven på Gudrunsvej. Det var de straks med på og sendte ansøgning og CV. Men svaret var ikke positivt, for lederen mente, at drengene måske ville komme til at kede sig ved at lave køkkenarbejde, gøre rent og så videre, underforstået, at det snarere var et arbejde for piger.
Tog ikke imod et afslag
"Men det er en fordom, at det er et pige-arbejde, så det afslag ville vi ikke lige acceptere. Vi fik lov at komme ned til en snak. Og dagen efter fik vi at vide, at vi kunne komme ned og og skrive kontrakt," fortæller Abdallah på 15 år og Esam på 17.
For begges vedkommende bliver det det første rigtige fritidsjob, og formålet er både at kunne tjene egne penge og måske spare op til et kørekort, og det at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. At få en forsmag på et rigtigt job. At kende vilkårene på en arbejdsplads – og at lære at møde til tiden.
De skal hver arbejde fem timer om ugen, og arbejdet starter efter sommerferien. Men lige nu er de også i job – nemlig de to ugers sommerferiejob.
NemID – ganske enkelt
De er glade for, at de var på et to dages kursus, inden jobbet startede, fordi her fik de alt at vide om, hvordan man begår sig i et job, og om begreber som lønudbetaling og NemID.
"Jeg troede det var lidt forvirrende med den slags ting, men det viste sig at være ret enkelt," siger Esam.
De har også hørt om, hvordan man opfører sig op en arbejdsplads og taler med voksne kolleger. Efter de to introdage blev de fordelt i små hold, som gårdmændene i Gellerupparken og Toveshøj så blev ledere af.
Gør Gellerup pænere
De 11 sommerferiejobbere, der er ansat, skal altså være med til at gøre området renere og pænere. Der samles affald, der ryddes op, samles hækafklip og males træværk rundt omkring.
Rent bortset fra, at det er et nyttigt arbejde, de udfører, så handler det jo også om at tjene nogle gode penge, og håbe på, at de får lov at beholde de lommepenge, de får derhjemme! Men sommerferiejobbene handler om mere:
Abdallah: "Det er også for at fylde tiden ud, så jeg ikke går hjemme eller laver noget dumt."
Esam: "Jeg ville nok have ligget og set TV, hvis jeg ikke var her."
Kørekort og uddannelse
Når de to venner begynder i børnehaven, vil de kunne lægge flere penge til side. De vil begge tage et kørekort, når tiden er til det. Esam har allerede sparet noget sammen, så han sparer også op til en bil.
De drømmer også om uddannelsesvejen efter gymnasiet:
"Det skal være noget med fly. Gerne pilot, men ellers er der mange andre typer jobs i en lufthavn," siger Abdallah, mens Esam går den historiske vej:
"Jeg er vild med historie – jeg kunne godt tænke mig at blive arkæolog," fortæller han.