Hvad er der blevet af dialogbænkene, som blev bygget i vinteren og foråret 2013? Det var et kunstprojekt, som Gellerup Fællesråd tog initiativ til og deltog i. Sigrids Stue og en række foreninger tog var med til at udføre arbejdet, det samme var Gellerupsekretariatet og dets fritidsjobbere, og tilsammen frembragte de omkring 20 flotte og særprægede bænke.
De bliver brugt endnu – de fleste af dem. Blandt andet til snak, men meget mere end det.
Det var meningen, at de skulle pynte op i Gellerup, invitere til dialog og optræde som små kunstværker. De bruges stadig til disse formål, og de lånes ofte ud til arrangementer.
Desværre er nogle af de omkring 20 dialogbænke "gået til" i diverse bål, fortæller Helle Hansen, der var med til at tage initiativ til at bygge og dekorere bænkene.
Men ellers er de nu fordelt rundt i Gellerup, hvor de bruges til mange formål. De fleste – en 6-8 stykker – står i og ved biblioteket, og her fortæller bibliotekar Lone Hedelund, hvad de bliver brugt til i det daglige:

  • Nogle lægger/sorterer enten bøger, man skal aflevere eller låne, på bænkene
  • Børnene klatrer på dem, eller de hviler
  • Vi bruger dem som scene, når vi har musikarrangementer – så lægger vi dem ned
  • De kan også bruges til at stille højtalere på
  • Vi har også nogle gange udstillet bøger eller andre materialer på dem
  • Nogle gange opstår der snak med nogle af dem, der har været med til at lave dem
  • Dialogbænkene i forgangen bruges meget til at sidde på – så snakkes der, hviles eller spises mad der
  • De kan også bare blive flyttet rundt af borgere, som synes de skal stå på en anden måde.

De øvrige dialogbænke befinder sig på Legepladsen KIG på Dortesvej – der er fire-fem stykker dér, der er en enkelt under halvtaget ved Beboerhuset Yggdrasil, og endelig er der et par stykker ved Laden på Toveshøj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.