V og K vil ikke være med i Helhedsplanen, hvis byrådet accepterer, at der kan bygges en stormoské i Gellerupparken. I første omgang blev det ved byrådsmødet 14. august besluttet at sende sagen til behandling i magistraten. Eller sparket til hjørne, som en af politikerne kaldte det.
Det var borgmester Jacob Bundsgaards forslag at give sagen til magistraten – ham selv og rådmændene – så de kan tage en dialog med flere parter, blandt andet moskeforeningen og Brabrand Boligforening.
I debatten fremhævede Gert Bjerregaard (V), at formålet med helhedsplanen er at ændre beboersammensætningen i Gellerup og Toveshøj og få flere typer boliger. Der skal ifølge V rette ud på den politik, som partiet mener har givet store sociale problemer med mange på overførselsindkomster.
I strid med helhedsplanen?
Marc Perera Christensen (K) fremhævede, at V og K hele tiden har ment det samme som nu. 15.september 2008 tog de daværende rådmænd Louise Gade (V) og Gert Bjerregaard (V) forbehold, da man mente, at moskéen ville være i strid med intentionerne i Helhedsplanen. Senere, ved et møde med Nicolai Wammen, gjorde Marc Perera Christensen det klart, at K ville være med i Helhedsplanen indtil den dag, nogen ville bygge en stormoské.
Drøje hug fra venstrefløjen
”V og K blander tingene grundigt sammen ved at kæde denne byggesag sammen med helhedsplanen. Hvor står det i helhedsplanen, at der ikke kan bygges en moske? Det her er ikke bare dårlig politisk stil, men i virkeligheden et overgreb på menneskers frihedsrettigheder,” sagde Esben Kullberg (S).
Peter Hegner Bonfils (Enhedslisten) fremhævede, at det for Enhedslisten er vigtigt, at en lokalplan følges. Dette skal byrådet ikke blande sig i, mener han og fremhævede blandt andet Vestbyens store bidrag på det musikalske område.
Rådmand Rabih Azad-Ahmad (R) fremhævede erfaringerne, man har gjort sig andre steder i byen. Siden 1970´erne har der rundt om i byen, blandt andet flere steder i midtbyen, været muslimske foreninger og moskéer. 31 i alt.
De har ikke betydet øget muslimsk tilflytning til de respektive områder.