I Gellerup Kirke blev der søndag holdt international gudstjeneste med det fokus at bede og fokusere på de forfulgte mindretal i Irak og Syrien. Især i lyset af den aktuelle situation i det nordlige Irak.
Der blev bedt bønner for magthavere og med det fokus, at man nok ikke er kommet meget længere, siden magthaverne i Romerriget blev kendt som frådsere og drankere. Fokus er i nutidens samfund, ifølge dagens prædiken, i alt for høj grad på at ligne hinanden. Ikke afvige i nævneværdig grad, når det drejer sig om påklædning og seksualitet. Og magthaverne er ofte korrupte og frådsere og drankere.
Der blev grinet en del af et omskrevet citat fra Bibelen, hvor Lars Løkke Rasmussen blev skrevet ind i beretningen som den magthaver, der kom forbi og spiste og drak.
Om at tænke sig om
Sognepræst Karen Huus omtalte krigene i andre lande og fortalte, at hjemme ved spisebordet oplever hun tit, at hendes børn siger ”jamen, hvorfor kan de voksne ikke bare tænke sig om?” Hun mener, at børn tit er de mennesker, som sætter fingeren på de ømme punkter og antydede, at hun gerne ville have haft et barn til at fortælle om hvor dumt, det er at slås i krig.
Menighedens bidrag skulle denne dag gå til de forfulgte mindretal i Irak og Syrien, og en mand med herkomst fra den del af verden fortalte om behovet fra de kristnes trosfæller i andre dele af verden.
Der blev tændt mange lys for de forfulgte og sunget mange sange med fokus på håb og glæde.