Torsdag den 4. og fredag den 5. september var der fornemt besøg i Aarhus. Personer fra det ansete engelske Academy of Urbanism var i Aarhus for at se på arkitektur og byudvikling, idet byen er blevet nomineret til ”City of the Year 2015”.
De engelske personer, som blandt andet var universitetsprofessorer, skulle se flere dele af Aarhus, og blandt andet lagde de vejen forbi Gellerup. Ved Cirkus Tværs blev de modtaget af borgmester Jacob Bundsgaard (S), og han fortalte herefter om helhedsplanen, og hvad der ellers foregik af byggerier i Aarhus.
Sammenhold og mangfoldighed
Engin Erkus, der til daglig er guide i Gellerup, var med på hele turen, der gik fra Cirkus Tværs til Bazar Vest.
”Vi var forbi Nordgårdskolen, hvor børnebyen skal ligge, de forskellige klubber i Gellerup og nogle andre steder, inden vi sluttede i bazaren, hvor Olav de Linde og direktøren for bazaren ventede,” siger Engin og fortsætter:
”Jeg tror, at de var meget imponeret over, at der kan være så mange nationaliteter samlet et sted, og stadig have det sammenhold og den mangfoldighed, der er herude. De var også meget imponeret af helhedsplanen i sig selv, men især hvordan folk arbejder med de unge, og den indsats der bliver gjort."
Aarhus er i konkurrence med Torino og Rotterdam, men selvom det er store byer, så tror Engin, at Aarhus har en god chance for at vinde.
”Ja, helt sikkert. De virkede meget imponeret, og jeg tror også, at de bliver imponeret over Den Gamle By og midtbyen.”
Gellerup vil spille en vigtig rolle
Gellerup var kun et af mange steder, som englænderne fra Academy of Urbanism skulle se, men Engin tror, at Gellerup kommer til at spille en vigtig rolle i forbindelse med nomineringen.
”Jeg tror, at Gellerup betyder meget i vurderingen, fordi det er et sted, der kommer til at ændre sig på grund af de forandringer og nye ting, der vil komme. Man prøver at gøre Gellerup attraktiv. Hvis man for eksempel har været i Barcelona eller Paris,  så ved man, at det altid er selve byen, der er mest attraktiv. Men når du gør noget udenfor byen attraktivt, så tror jeg, at det har en betydning.”
Tidligere er store byer som Istanbul, Hamburg og spanske Valencia løbet af med prisen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.