Demonstrationen i dag lørdag mod terrorbevægelsen IS får et stærkt Gellerup-islæt. Hele to beboere skal tale ved demonstrationen, som begynder ved Rådhuspladsen klokken 14.
De to Gellerup-beboere er Julie Kayed og Rabih Azad-Ahmad. Rabih er som bekendt også fuldtidspolitiker – han er kulturrådmand for Det radikale Venstre.
Han deltager som menneske og ikke som muslim:
"Kravet om, at IS skal stoppes, skal komme fra os alle sammen som mennesker og ikke som muslimer eller kristne," siger han
Den anden er 22-årige Julie Kayed. Hun har som herboende muslim tidligere taget initiativ til en af de store demonstrationer under krigen i Gaza.
De er begge eksempler på beboere, som ikke er bange for at deltage i demonstrationen, som ifølge flere medier har svært ved at få deltagere nok. Nogle muslimer er ifølge demoens initiativtager Mohammed Sabah Ahmad bange for repressalier fra IS-sympatisører.
Muslimer frygter repressalier
Julie Kayed bekræfter, at mange muslimer frygter at sige IS imod i den offentlige debat:
"Mange tør ikke møde op til demonstrationen, fordi de er bange. Jeg er selv kvinde og muslim, men bærer ikke tørklæde. Det kan virke provokerende på IS-tilhængere. I Irak var jeg jo blevet dræbt af IS for ikke at bære tørklæde," siger hun til Information
Tre andre talere er er annonceret: komikeren Omar Marzouk og den tidligere bokser Reda Zam-Zam, samt arrangør Mohammad Sabah Ahmad.
Her er Facebook-invitationen til demonstrationen.