Gellerup får snart en virksomhedsskole, som bliver den fjerde i Aarhus Kommune. Den får plads til 11 unge fra lokalområdet, som har behov for en afklaring af, hvilken uddannelse de går efter.
UU-vejleder og projektleder Ghassan Hassoun arbejder i øjeblikket på at skaffe lokaler og senere også kontakt med virksomheder, der gennemfører anlægsarbejderne i helhedsplanen.
Han håber, at skolen snart kan begynde at optage elever. Nogle af de unge vil komme fra UU-vejlederne, som har kontakten til unge på 17-25 år, der af den ene eller anden grund er ude af uddannelsessystemet – måske fordi de er skoletrætte.
"Men jeg vil også markedsføre skolen her i Gellerup, så kan det være, at nogle af de unge kommer af sig selv," siger Ghassan, som har kontor i Det Boligsociale Sekretariat på Gudrunsvej 10A.
Han har oprettet en Facebookprofil og vil blandt meget andet holde møder med forældre i Gellerup for at fortælle om, hvad skolen kan.
Og hvad kan den så?
"Den kan give den unge mulighed for en afklaring af, om de vil starte på en håndværksuddannelse, eller de skal i en anden retning. De vil kunne finde vejen til en uddannelse og job. De får en fast base på skolen, møder op om morgenen, får undervisning på værksteder her og spiser frokost sammen. Det giver netværk, men som noget lige så vigtigt er de i løbet af dagen ude på en virksomhed. Hvis de efterspørger håndværksfag, som en af de tre andre virksomhedsskoler har, så kan de komme derhen," siger Ghassan Hassoun.
Kombinationen af klare krav til fremmøde, det sociale netværk og arbejdet sammen med faglærte er en succesrig kombination: halvdelen af de, der hidtil har været igennem forløbet på indtil et år, har fået læreplads.
Skolerne er en succes
De århusianske virksomhedsskoler er blevet en succes, og politikere og kommuner har besøgt virksomhedsskolerne for at lære af erfaringerne.
”Virksomhedsskolerne er meget efterspurgt i øjeblikket,” bemærker Ghassan Hassoun. Ifølge ham betyder konceptet, at de unge vælger meget realistisk – herunder også, hvis de vælger noget helt andet end en håndværksmæssig uddannelse.
De unge skal arbejde med udførelse af den fysiske helhedsplan, og virksomhedsskolen skal arbejde tæt sammen med Brabrand Boligforening som bygherre og med forskellige håndværksfirmaer som fagentreprenører. Samt med Aarhus Produktionsskole, Aarhus Tech, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) under Jobcenter Aarhus.
De unge vil få en ydelse, som blandt andet afhænger af, om de er gode til at møde op.
Virksomhedsskoler:
• Den merkantile virksomhedsskole i Kvickly, Bruuns Galleri
• Den byggefaglige virksomhedsskole på Aarhus Havn
• Virksomhedsskolen i byggeriet af Det nye Universitetshospital i Skejby
• Virksomhedsskolen Gellerup

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.