En ny statistik viser, at 7,3 procent af unge mellem 10 og 17 år i Gellerup blev sigtet i 2013. Et tal der er faldet fra lidt over otte procent i 2012.
Ikke tilmeldt folkeregistret
Der er ikke lavet nogen statistikker endnu for 2014, men leder af Lokalpolitiet Aarhus Vest, Jens Espensen, tror, at det er faldende: ”Jeg tror det, men det er svært at sætte procent på. Vi ved heller ikke, om de 7,3 procent laver mere kriminalitet udenfor Gellerup end i Gellerup. Det er nok både-og.”
Selvom det officielle tal er 7,3 procent, så tror Jens Espensen, at der er flere kriminelle:
”Nogle personer herude er ikke tilmeldt folkeregistret, så de er ikke med i statistikken. Seneste tal er, at 70 personer ikke er tilmeldt folkeregistret. Det kan være fordi, de ikke vil findes af politiet, eller også har de bare ikke taget sig sammen til det.”
Selvom der endnu ikke findes 2014-statistik på kriminalitetsprocenten blandt unge i 2014, er der ikke nogen tvivl om, hvilke typer kriminalitet der optræder hyppigst:
”Det er de utryghedsskabende. Det vil sige, de mange knallerter og scootere der kører hurtigt og voldsomt, og de store grupper, der er samlet rundt omkring.”
Nogle er ikke modtagelige
Politiet opfordrer de unge til at melde sig ind i foreninger og klubber, men der er nogle, der ikke er modtagelige.
”Vi prøver altid at påvirke, men der er en hård kerne af kriminelle, der ikke kan gøres noget ved. Nogle gange er vi heldige at fange dem, og så kan vi sende dem i fængsel. Det er på sin vis positivt, da de er væk fra området i noget tid, men når de kommer ud, kan de være endnu hårdere,” siger Jens Espensen.
Han uddyber, at den hårde kerne muligvis udgør tre procent af de 7,3, og de der ikke udgør den hårde kerne, bliver ofte overtalt eller truet til at være kriminelle.
Nogle er svære
Der er altid nogle, der er svære at nå ind til. Senest har en far sagt til en af betjentene fra lokalpolitiet, at han vil opdrage sin søn til at hade politiet. ”Det er ærgerligt,” siger Jens Espensen og fortsætter: ”Det vil være barnets livslinje fremover, og det er en, vi sandsynligvis vil få det svært med senere.”
Selvom antallet af kriminelle unge er faldende, så er det stadig højt, men der arbejdes på at gøre det lavere. Eneste sted med en negativ udvikling er i Bispehaven, hvor 4,3 procent af de unge mellem 10 og 17 år blev sigtet i 2013. Det er en stigning på cirka 0,4 procent.