Knæk Cancer-bussen kører rundt i landet, og tirsdag besøger den Bazar Vest. TV2 vil sende hele dagen fra et mobilt studie, der er stillet op ved Bazar Vest.
Kræftens Bekæmpelse og TV2 står bag Knæk Cancer-kampagnen og tilbyder sundhedstjek til interesserede fra kl. 8-19.
Man kan også se, hvordan udsendelserne ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark” produceres ved Bazar Vest. 
Spis og doner til kampagnen
Du kan også støtte kampagnen ved at købe en af de 500 måltider, som fire restauranter i bazaren producerer på dagen. Retten er udviklet af TV2-kokken Gorm Wisweh og kræftkostekspert Anja Olsen i fællesskab.

De fire restauranter starter med at producere de 500 særlige Knæk Cancer retter allerede om formiddagen.

Gorm Wisweh og 10 frivillige hænder vil være til stede og hjælpe restauratørerne. Senere, i Go´aften Danmark, vil der være reportage om tilberedningen, når programmet sender live fra kl. 17.25.

De 500 Knæk Cancer retter sælges på torvet under TV2′ s live sending. Bazaren har doneret råvarerne til maden.
”Tænd Et Lys” i kampen mod kræft
I forbindelse med besøget holdes også ”Tændt Et Lys”. Her kan man købe en lyspose og skrive en hilsen eller lave en tegning til en person, der enten kæmper mod kræft, en der har tabt eller en person, der har vundet kampen mod kræft. Det vil være muligt at købe disse lysposer i tidsrummet 8-17.45.

Når klokken slår 18, vil der være lysceremoni med tale v. sognepræst Niels Hviid og musik med Mia Kamla Marie Bluhm. Det sker ved Bazar Vest.

Alle opfordres til at tænde et lys for den, man tænker på i kampen mod kræft.
Læs mer om kampagnen og "Tænd et Lys"