Halvdelen af beboerne i Gellerup står uden for arbejdsmarkedet. Det er den virkelige udfordring for bydelen, og en væsentlig del af den boligsociale indsats handler om at sikre gode muligheder for uddannelse og jobs til beboerne.
Mange vil gerne arbejde, men de fleste jobs på arbejdsmarkedet er faglærte jobs, og det er meget svært at finde ufaglærte jobs i øjeblikket. Har man været længe væk fra arbejdsmarkedet, og taler man ikke et godt nok dansk for at tage en uddannelse eller har andre sociale problemer, er det meget svært. Jobkonsulenter anbefaler, at man får noget joberfaring før uddannelsen i form af praktik, fordi jobs er den bedste måde at komme til at tale meget dansk i det daglige. Man får ekstra kompetencer og noget at tilføje til CV-et. Men jobbene er der ofte ikke, så hvad gør man så!
Den boligsociale helhedsplan sætter i denne tid gang i flere projekter, som kan give joberfaring: blokambassadører, frokostkøkken, Verdenshaverne og fritidsjobs. For de unge har vi uddannelsesvejledning, fritidsjobs og snart også virksomhedsskolen.
Der er masser af beboere over 25 år, som har behov for at få job og uddannelse, men er i en situation, hvor det er vanskeligt at komme i gang.
Dem skal vi hjælpe – både i det kommunale system med jobcenter og socialrådgivere og i det boligsociale arbejde under boligforeningen. Og vi skal blive bedre til at arbejde på tværs, så vi kan blive bedre til at løse den virkelige udfordring.
Der er masser af indsatser i de kommende år i forbindelse med helhedsplanerne. Du må kontakte os på Det Boligsociale Sekretariat, vi står til rådighed for at hjælpe dig.
Kom også, hvis du vil høre om muligheden for at lave frivilligt arbejde. For frivilligt arbejde og netværk er også en af vejene til uddannelse og job.