Borgmester Jacob Bundsgaard har nu foreslået en ny placering af stormoskéen, efter det seneste forslag på Bautavej blev afslået af moskéforeningen. Den nye placering er på hjørnet af Bautavej og Hasle Ringvej, og det vil give lettere adgang og mere synlighed.
Langt mere attraktivt
Sami Saidana, formand for Forbundet for Islamiske Foreninger, siger til Aarhus Stiftstidende at det nye forslag er langt mere attraktivt, fordi det giver mere synlighed, hvilket vil lette integrationen i samfundet.
Saidana nævner dog, at der er nogle udfordringer med grunden, som de skal overveje, før de accepterer placeringen. Blandt andet er der noget fredsskov og nogle udfordringer med infrastrukturen.
Moskéforeningen skal om 14 dage svare, om den kan acceptere den nye placering.
Håb om bredere opbakning
Jacob Bundsgaard håber, at forslaget om den nye placering vil give bredere opbakning i byrådet, fordi denne placering er udenfor helhedsplanens område. Det var blandt andet et af de krav, som Venstre og Konservative stillede tidligere.
Grimhøj ude af moské-forening
Sami Saidana meddelte Lighed og Broderskab, der står bag Grimhøjmoskéen, at borgmesteren og flere politikere har tilbagemeldt, at processen med en stormoské vil blive lettere, hvis Grimhøj ikke var med i gruppen.
Derfor har Grimhøjmoskéen nu trukket sig fra Forbundet af Islamiske Foreninger.