Midt i Gellerup er der en græsbane og ved siden af er der en grusbane. Her er fodboldklubben AktivitetsCenter Football Club, bedre kendt som ACFC, placeret. Klubben tæller cirka 80 medlemmer i ungdomsafdelingen og er dermed ikke den største, men den har alligevel stor succes.

Stor succes
ACFC indgik for et par måneder siden et talentsamarbejde med AGF, hvor klubbens spillere har mulighed for at træne med AGF engang imellem, og her er Mahmoud Dirawi kontaktperson mellem de to klubber. Derudover er han træner for klubbens succesfulde U/15-hold, der har opnået tre oprykninger på tre år.

”Vi har stor succes for tiden. Vores U/14-hold er gået ubesejret igennem sæsonen, og vores U/13-hold har vundet deres pulje. Det er vi rigtig glade for,” siger Mahmoud Dirawi.

Tænker på helheden
Succesen giver ekstra energi i det daglige arbejde, og det kan styrke arbejdet i ungdomsafdelingen, hvor der er fire drengehold og et pigehold.
I det daglige er der stor fokus på helheden og ikke den enkelte spiller, men der er alligevel spillere, der får ekstra udfordringer:
”Vi tænker meget på helheden i klubben og evaluerer hele tiden vores arbejde. På den måde gør vi os nogle erfaringer, der kan udvikle klubben,” siger Mahmoud Dirawi og uddyber:
”Men vi har nogle spillere, der er rigtig dygtige. For eksempel har vi en dreng, der er født i 2002, som træner med drengene fra 2000. Vi har det sådan, er man god nok, så er man gammel nok.”

Plads til alle
Alle i klubben arbejder benhårdt på, at klubben skal blive bedre. Derudover skal det være en klub, hvor der er plads til alle. Mahmoud Dirawi fortæller: ”Der skal være plads til alle, og derfor har vi en familiær stemning. Der skal være plads til dem, der har problemer i det daglige, men også til dem der har en stabil hverdag. Vi vil gerne have, at de hjælper hinanden.”

Mahmoud Dirawi håber, at der kommer flere spillere til, både drenge og piger, og hvem ved, måske der lige pludselig kommer en ny Zlatan! (Ibrahimović, red.)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.