Blandt fem nominerede var det Imad Kaaouach fra Gellerup, som fik Aarhus Stiftstidendes ildsjælepris. Han blev kåret til Årets Ildsjæl 2014 og fik 25.000 kroner med i købet.
Den 55-årige palæstinenser blev i går hædret for sin ihærdige indsats for at koble dansk og arabisk kultur. Han er uddannet tandlæge, men har ikke kunnet bruge sin uddannelse i Danmark. I stedet arbejder han som pædagog i Klubberne i Gellerup – og frem for alt med rigtig meget frivilligt arbejde.
”Jeg er overrasket og føler et stort ansvar for at bruge pengene godt. Jeg kan forsikre, at vi vil udvikle det frivillige arbejde,” sagde Imad Kaaouach i en improviseret takketale.
Århus Stiftstidende skriver om Imad Kaaouach:
Tandlæger bygger broer – blandt meget andet. Imad Kaaouach fik aldrig lov at bruge sin uddannelse som tandlæge i Danmark. Men bygge broer gør han alligevel – mellem kulturer.
Gellerup og Aarhus bringes sammen
Imad Kaaouach er formand for Arabisk Dansk Kulturhus og fik prisen for sit store arbejde med at skabe kulturfestivaler, hvor Gellerup og Aarhus bringes sammen.
De foregår skiftevis i Gellerup og i Aarhus, for eksempel i Musikhuset.
Han har også skabt Jafra-danserne, som er en gruppe af børn, der danser arabiske danse. Gruppen har været oppe omkring 130 medlemmer.
Imad Kaaouach samarbejder blandt andet med Opgang2, Aarhus Musikskole og biografen Øst for Paradis.
Bag uddelingen står Aarhus Kommunes afdeling for kultur og borgerservice, Vestjysk Bank og Århus Stiftstidende. 27 var foreslået til titlen, og det er rekord for prisen, som blev uddelt for sjette gang.