Onsdag blev vinderen af fremtidens bypark offentliggjort. Vinderen blev Team SLA, der består af SLA Landskabsarkitekter og med COWI og Effekt Arkitekter som underrådgivere. Team SLA har stor fokus på tryghed, hvilket har været en af årsagerne til deres sejr.
Stor fokus på tryghed
Keld Albrechtsen, næstformand i Brabrand Boligforening, åbnede arrangementet med at fortælle om forløbet:
”Tilbage i august 2013 var der fem teams, der var kommet med gode forslag. Senere skar vi de fem teams ned til tre, og nu står vi med vinderen” Keld Albrechtsen tilføjede, at Team SLA havde vundet konkurrencen på grund af deres store fokus på tryghed plus deres høje arkitektoniske niveau.
Et ikon
Rådmand for Kultur og Borgerservice og beboer i Gellerup, Rabih Azad-Ahmad, tog herefter over, og sagde han var rigtig glad for at have noget så konkret. Rabih Azad-Ahmad nævnte, ligesom Keld Albrechtsen, at tryghedsaspektet fyldte utroligt meget i bedømmelsen, som SLA vandt enstemmigt. Han fortsatte:
”Byparken vil ikke kun gælde Gellerupparken og Toveshøj, men vil gå helt fra Hasle Bakker til Brabrandsøen, og parken skal gerne fungere som et ikon for beboerne – både dem der bor i Gellerup, men også dem der bor på den anden side af ringvejen.”
Vægt på mangfoldighed
Helle Hansen og Anett Sällsäter Christiansen trådte op på scenen, da Rabih Azad-Ahmad var færdig, og de lagde stor vægt på det, at Gellerup skal være et regnbueområde og ikke blive beskrevet med ”g-ordet”. Begge afdelingsforkvinder fortalte om regnbuens forskellige symbolikker, og især mangfoldighed var et gennemgående ord. Derudover nævnte Helle Hansen, at forslaget er rigtig spændende, da det bliver Gellerups grønne hjerte.
”Tak for den store tillid”
Kreativ direktør og partner i SLA, Stig L. Andersson, takkede for den store tillid fra Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening. Han tilføjede: ”Vi har arbejdet i lang tid på projektet, og det har været vigtigt for os hele vejen igennem, at tryghed og rekreative rammer var i højsædet.” Stig L. Andersson håber, at alle vil være meget engageret og deltagende i projektet og sluttede af ved at sige: ”Tak til alle der har været med i processen.”
Næste skridt er nu, at Team SLA og afdelingsbestyrelserne sætter sig ned og finder ud af, hvordan beboerne kan inddrages i projektet, og hvordan et fremtidigt samarbejde kan fungere.