Politiet i Aarhus Vest har efter et tip fra en borger fundet en bil, der kan være den, som ramte en 93-årig kvinde i en fodgængerovergang på Sigridsvej i Gellerup. Kvinden døde natten til mandag af sine kvæstelser.
Leder af lokalpolitiet, Jens Espensen, siger til P4 Østjylland, at der er fundet en bil på en Egå Møllevej, og den er sandsynligvis identisk med flugtbilen. Men da man ikke har fundet frem til ejeren eller den person, der kørte flugtbilen, mangler der nogle væsentlige brikker i sagen.
Politiet er fortsat interesseret i at høre fra vidner eller fra personer, der ved noget om den blålige Mazda 323 Sedan. Det kan ske ved at ringe 114.