Folketingsmedlem Jens Joel (S) har besøgt Tovshøjskolen til et vælgermøde med skolens 8.-9. klasser. Temaet for mødet var demokrati og Danmarks fremtid, og eleverne havde forinden snakket politik og udarbejdet spørgsmål til Jens Joel, som selv bor i Gellerup.

Næsten 100 elever var til stede i Tovshøjskolens hal mandag formiddag, hvor Jens Joel fortalte dem om deres egen pligt og rolle i fremtidens Danmark: ”Vores største ressource er jer. I skal alle løfte jeres opgave og blive uddannet. I forhold til den globale verden kan vi kun satse på at være bedre end alle andre – ikke billigere.”

Svaret kom til elevernes spørgsmål, om hvordan man kan skabe flere arbejdspladser i Danmark. For flere folk med en uddannelse skaber flere jobmuligheder og dermed flere skatteindtægter til at opretholde Danmarks høje velfærd, understregede han.

Høje skatteindtægter og en stærk fællesskabsfølelse sikrer omsorg for ældre, uddannelse til alle og hjælp fra staten, hvis man ikke kan klare sig selv. ”Vi har mest mulig indflydelse på vores liv hvis vi hjælper hinanden,” udtaler Jens Joel, og fortsætter: ”Alle skal have lige muligheder og derfor skal nogle hjælpes lidt mere.”

I stedet for at pege fingre ad hinanden, skal vi alle gøre det bedste vi kan, og så kan man også forvente hjælp, hvis man engang selv får behov for det: ”Sådan fungerer vores fællesskabs-kontrakt”, siger Jens Joel.

Fodbold, musik og politik

Udover politiske spørgsmål stillede Tovshøjskolens elever også mere personlige spørgsmål til folketingspolitikeren. Her kom det frem at Jens Joel som teenager både spillede fodbold og var med i et band, men at han altid havde interesseret sig for politik. I 1995 arrangerede han sine første politiske demonstrationer i Odense. Jens Joel syntes det var hamrende uretfærdigt, at Frankrig udførte atomprøvesprængninger – og tilmed i Fransk Polynesien på den anden side af jorden.

Netop retten til at ytre sig frit var også et tema på dagen. På baggrund af elevernes spørgsmål blev der talt om terrorangrebet mod Charlie Hebdo. Jens Joel understregede, at alle har ret til at tegne satiriske tegninger, men at ytringsfrihed også betyder retten til ikke at ville vise dem. Det handler om at tage hensyn til hinanden.

Bliv vant til at se tørklæder
Skoleleder Aase Connie Nielsen sluttede formiddagen af med et sætte perspektiv på tingene: ”I Danmark gider mange mennesker ikke bruge deres hårdt vundne stemmeret, og de tager den for givet. Men demokrati er ikke kun en ret – det er en pligt.”
Afslutningsvist gik snakken på mennesker der føler sig provokeret af tørklæder, og her mente også Jens Joel, at det handler om at gøre folk vant til at se tørklæder. Derfor skolelederens opfordring: ”Så gå ud og bland jer piger! Vis tørklædet frem og vis, at i ikke er undertrykte”.

Nogle elever sagde til gellerup.nu på vej ud af hallen, at det havde været en spændende formiddag, men også, at det kunne være nogle svære emner at forholde sig til.
På torsdag den 29. januar afsluttes skolens valgtema med et prøvevalg, hvor eleverne skal til stemmeurnerne og ”vælge” landets ledere.