Aarhus Kommune sætter nu en 4.000 kvadratmeter grund på Bautavej 1 i udbud. Grunden er reserveret til ”religiøse formål”, og det forventes, at Forbundet af Islamiske Foreninger (FIF) vil købe grunden. Prisen ligger ifølge Jyllandspostens oplysninger på et tocifret millionbeløb.

Da der i efteråret ikke var politisk opbakning til en stormoské midt i Gellerup, indgik kommunen og FIF et kompromis, hvor man blev enige om placeringen ved Bautavej. Med udbuddet af grunden er man kommet et skridt nærmere opførelsen af en stormoské i Gellerup. Sammen med en moské vil man bygge et kulturcenter.

Ifølge talsmanden for FIF, Mahmoud Jama, vil det være ideelt at efterligne den nye stormoské i København. Udover selve moskéen har man her skabt et kulturcenter som et hjemsted for områdets kulturelle foreninger. Derudover huser moskéen et motionscenter og et ældrecenter. På denne måde vil en aarhusiansk stormoské også blive til et socialt mødested for både muslimer og ikke-muslimer.

"Borgfreden er slut"
Placeringen af den nye moské har imidlertid skabt uenighed på rådhuset. I løbet af det nye år har både Venstre og Konservative forladt Helhedsplanen. Begge partier mener, at en stormoské skal placeres længere væk fra Gellerup, hvis man skal understøtte Helhedsplanens intentioner og skabe mindre kriminalitet og mere beskæftigelse.

”Vi kan ikke støtte udbuddet. Det er skidt, at borgmesteren ikke søger det brede flertal i en sag som denne,” udtaler Venstres Bünyamin Simsek. Marc Perera Christensen fra Det Konservative Folkeparti er af samme overbevisning: ”Vi har ingen problemer med en stormoské i Aarhus, men denne placering kan vi ikke støtte. Processen om denne grund betyder, at den politiske borgfred om integrationspolitikken i Aarhus Kommune er slut.”

Der er altså lagt op til fremtidige politiske diskussioner om integration i Aarhus. På trods af uenighederne er der stadig politisk flertal for Helhedsplanen, som kører videre efter planen.