Fra Lokalpolitiets døgnrapport :
Tirsdag morgen kort før kl. 8 blev der på byggepladsen Bentesvej 10 fundet to biler, der holdt til ulempe for arbejdet. Det viste sig, at begge biler var efterlyste for brugstyveri. Bilerne er nu afhentet af forsikringsselskaberne.
Tirsdag kl. 14 var der et færdselsuheld på Sigridsvej ud for nr. 53. Føreren af en bil ville svinge til venstre, og samtidig ville en bagfra kommende bil overhale, hvorved der skete sammenstød. Den bagfra kommende bil – en sort/mørkeblå Ford Mondeo med nummerpladen ZU53914 stak desværre af fra uheldet uden at give sig til kende. Nummerpladen er i forvejen efterlyst, idet den er tabt eller stjålet fra en anden bil. Politiet vil meget gerne i kontakt med personer, der måtte have oplysninger til sagen.
Tirsdag kort efter kl. 17 udviklede en handel om mobiltelefoner sig til røveri ved opgangen til Louisevej 16. En ung mand fra Hedensted havde truffet aftale med en lokal mand om at købe telefoner, men handelen udviklede sig således, at sælgeren i stedet truede køberen til at udlevere pengene. Det blev hermed til et røveri.
Politiet anholdt ca. fire timer senere den formodede gerningsmand. Han er her til formiddag blevet løsladt efter endt afhøring. Politiet vil meget gerne i kontakt med borgere, der har oplysninger til sagen, herunder personer, som har set, hvad der skete.
Tirsdag kort før kl. 16 blev en 15-årig pige fra Gudrunsvej tilbageholdt af en butiksdetektiv i Føtex i City Vest. Pigen havde gemt en pose slik i sin lomme og var gået ud igennem kasselinjen uden at betale. Den unge pige er nu sigtet for butikstyveri og har fået plettet sin straffeattest.