Fredag aften var der i Globus1 mødt omkring 300 personer i den palæstinensiske Jordens Dag, som markerer israelernes første besættelse af palæstinensisk jord i 1976.

Til arrangementet var der masser af palæstinensisk musik, dans, teater og taler af personer som Rabih Azah-Ahmad, medlem af Det Radikale Venstre, Saad Chuheibar, formand for Palæstinensisk Forbund i Danmark, Majed El-Zeer, formand for Den Palæstinensiske Paraplyorganisation, og Tommy Nielsen, medlem af Socialdemokraterne.

Arrangementet var afholdt af Palæstinensisk Forening i Aarhus. Medarrangørerne var Essa Taha og dr. Imad Kaaouach, som begge også var værter. De guidede gæsterne gennem det tre timer lange arrangement. Grupper som Jafra og Aaidun (de tilbagevendende) optrådte på palæstinensisk manér. Jafra optrådte med dans samt skuespil i et teaterstykke, der fortalte hele Palæstina/Israel krisen.

Tilbage til den rette ejer
En af de mest aktive optrædende var Hamza Faour, som optrådte med dans og teater for gruppen Jafra. “Vi danser for Palæstina for at vise, at landet sagtens kan komme tilbage til den rette ejer,” fortæller en forpustet Hamza lige efter sin optræden på scenen. “Seriøsitet, en hånd, modig” er sådan Hamza ville beskrive aftenen i Globus1.

En af dem der holdt tale fredag aften, var Tommy Nielsen fra Socialdemokraterne. Efter talen fortæller han: “Det er fint arrangement,  og mange er mødt op til denne lange aften.Det essentielle er, at alle palæstinensiske foreninger er samlet.” Da Tommy Nielsen skulle beskrive en mulig løsning på Palæstina/Israel konflikten, lød det således: "Tostatsløsning, flygtninges ret til at vende hjem, og menneskerettigheder.”

Af andre kunstnere var der digteren Mahmoud Al Basha, vokalisten Mohammed Hassoun og kunstmaleren Salim Assi, der under arrangementet malede et værk, der sidst på aftenen blev sat på auktion med en købspris på 6.000 kr.