Har du også lagt mærke til, at afdelingsformanden for Gellerupparken, Helle Hansen, stadig oftere rejser til København? Gellerup.nu kan afsløre, at det nye parti Alternativet har overtalt hende til at blive opstillet som folketingskandidat i Østjylland. Her har hun – på trods af sin vestsjællandske oprindelse og dialekt en meget stærk base som kendt beboerdemokrat.
For tiden gennemgår hun i København en partipolitisk skoling, så hun er klar, når statsminister Helle Thorning-Schmidt trykker på valgknappen. Skolingen går ud på at indføre kandidaterne i Alternativets kerneværdi, som går ud på ikke at have en fasttømret holdning til ret meget, før man bliver tvunget til det.
Fra ghetto til regnbueområde
”Vi har været superheldige med at få Helle Hansen ind på kandidatlisten,” siger partistifter Uffe Elbæk. Han forklarer, at der stort set ikke findes et dansk nyhedsmedie, som ikke har viderebragt Helle Hansens holdninger om helhedsplan, videoovervågning og radikalisering.
I folkemunde er hun blevet udnævnt til ”ghettokælling”, altså som en stærk feminist, som taler udsatte beboeres stemmer.
”Hun var i starten ikke meget for at binde sig til eet partipolitisk program, fordi hun kunne se kvaliteter i flere partier. Men jeg forklarede hende, at Alternativet gør op med snævre partipolitiske rammer og har en mere anarkistisk tilgang, hvor vi hugger kerneværdier fra flere af de partier, som vi vil pege på efter valget, og blander dem på en helt ny måde,” fortsætter en entusiastisk partiformand.
Jeg vil rydde op!
Helle Hansen selv siger til gellerup.nu, at hun kan overføre mange af sine erfaringer fra Gellerup til Folketingets talerstol: ”Jeg er vokset op med den babyloniske tale (sprogforvirring iflg. Bibelen) her i Gellerup, og det har de jo også en udpræget tendens til i Folketinget med al deres snak om fadbamser, F16, IC4 og PET. Jeg vil ind og rydde op!”
Helle Hansen tilføjer, at hun også ønsker den såkaldte ’ghettoliste’ fjernet og erstattet af en ’regnbueliste’. Dette menes at kunne få stærk opbakning fra partistifter Uffe Elbæk.