Selv om det er virksomheden bag de mange Rema1000-butikker, der har købt ringvejsarealet i Gellerup, er det ikke sikkert, at Gellerup dermed også får en ny Rema1000-butik.
Det er et måske-måske ikke, oplyser Reitan Ejendomsudvikling. Mange ting er fortsat uafklarede, og indtil videre er det en betinget købsaftale, som Reitan og Brabrand Boligforening har indgået. Aarhus Kommune skal også ind over med lokalplanlægning, så grundkøberens interesser afstemmes med kommunens interesser.
Stephan Sørensen, Aarhus-direktør i Reitan Ejendomsudvikling siger i en pressemeddelelse:
"Vi er enormt begejstrede for grunden, som vi ser et kæmpe potentiale i med beliggenheden og et stort opland placeret mellem Gellerupparken, Åbyhøj og Brabrand. Det er tæt på hovedfærdselsårer, motorvej, lufthavn og blot fire km fra centrum. Vi vil med vores investering bidrage positivt til den igangværende transformation af bydelen," siger Stephan Sørensen.

Brabrand Boligforenings administrerende direktør Keld Laursen mener, at aftalen får stor betydning på flere planer:

"Vi får for alvor gang i udviklingen af en mangfoldig bydel med forskellige funktioner og boligformer. Vi får en privat investor som medspiller, som også tilfører arbejdspladser til bydelen. Og endelig får vi med salget af jorden tilført midler, som vi kan renovere boliger for til glæde for vores beboere."