Hvad gør man, når man står med en masse unge fodboldspillere og ikke kan komme til udekamp, fordi man mangler transportmidler? Hvordan kan man udnytte de kommunale lokalcentres minibusser bedre i de tidsrum, de ældre ikke selv bruger dem? Og kan frivillige chauffører, der brænder for at lave frivilligt arbejde for andre, være løsningen, således at fodboldspillerne kan køres i de ældres minibusser i weekenden til glæde for alle parter?

Det var én af de spontane idéer der opstod, da to rådmænd fra Aarhus kommune inviterede frivillige til dialogmøde i Globus1 torsdag 30. april. Rabih Azad-Ahmad (kultur og borgerservice) og Thomas Medom (sociale forhold og beskæftigelse) var flankeret af Walid Mahmoud fra Ramallahspejderne og afdellingsformand Helle Hansen, Gellerupparken.
De gav ordet frit til de ca. 40 fremmødte nysgerrige og frivillige med spørgsmålet: ”Hvad kan vi politikere gøre for at understøtte den frivillige indsats i området endnu bedre? Hvad har I brug for? Hvilke idéer har I?”  Rabih Azad-Ahmad formulerede det på denne måde:

”Det er unikt at se så mange frivillige foreninger i et område, og man skal bestemt ikke undervurdere deres indsats. For uden den ville vi stå meget ringere. Dét, I gør, er med til at løse en konkret, social indsats. Så hvordan kan vi politikere være med til at understøtte jer?”

ACFC fremhævet
Rådmanden fremhævede især fodboldklubben ACFC som et godt eksempel på en forening, der rækker hånden frem til andre og danner netværk. Og det var netop ACFCs hovedpine over, hvordan de konkret kan få deres spillere rundt til de vigtige udekampe, der udløste ovenstående idé, da formanden for Lokalcenter Gellerups brugerråd, Dan Kristensen, kom på banen.

Da samtidig rådmand Thomas Medom kunne fortælle, at han netop havde været til et andet frivilligmøde med over 500 mennesker, der ”brænder efter at komme ud og lave frivilligt arbejde” er der lagt op til et utraditionelt, men spændende fremtidigt samarbejde mellem pensionister, frivillige og unge fodboldspillere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.