Mandag blev styregruppen for Helhedsplanen enige om at give grønt lys for tømningen af blok B4 på Gudrunsvej, der ifølge planen skal gennemskæres af en helt ny vej ind til Gellerup. Det betyder, at beboerne i de tre berørte opgange, som tæller i alt 72 lejligheder, nu vil blive bedt om at flytte ud, mens arbejdet står på. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Fra 1. september i år vil beboerne i de tre opgange blive omfattet af tryghedsgarantien, som sikrer dem et andet sted at bo og hjælp til at flytte. Efter planen skal alle være ude om et år.
De øvrige aftaler for blokken vil blive afklaret hurtigst muligt, så beboerne kan få besked derefter.
Renovering og nye lejligheder
Over hullet i boligblokken skal der bygges seks nye lejligheder, alle i to etager. Samtidig skal både opgange og facader renoveres i hele blokken. Herefter bliver hele blokken, som rummer adresserne Gudrunsvej 38 – 46, sat til salg som ejerlejligheder efter aftale mellem Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune.