Mandag 14. september er der valg til Brugerrådet i idræts- og kulturhuset Globus1. Rådet består af 11 medlemmer, hvoraf nogle er udpeget af afdelingsbestyrelserne i Gellerup og Toveshøj, og andre er valgt blandt de foreninger, der benytter hallen til idræt og kulturelle formål.
Og spørger man Abdel Makkouk fra Arabisk Kulturforening, der har siddet i Brugerrådet i nu to år, er der masser af grunde til at engagere sig i arbejdet:
”Vi er med til at bestemme de aktiviteter, der foregår i huset. Og hvordan vi kan forbedre oplevelsen for brugerne. Hvilket inventar skal vi have? Skal vi have lys på de udendørs skilte? Alle sådan nogle ting er vi med til at kigge på.
Det er en rigtig god indgangsvinkel til at lære andre at kende, danne et netværk og skabe tillidsbånd på tværs af foreninger og grupper. På den måde lærer man også at løse de uenigheder, der opstår, med dialog, og hvordan man kan koordinere sine egne aktiviteter og interesser med andre.”
Kast dig ud i det
Selvom man ikke har erfaring med bestyrelsesarbejde, skal man ikke være nervøs, fortæller Abdel, der selv blev kastet lige ud i det, da hans forening udpegede ham til repræsentant i Brugerrådet på vegne af Arabisk Kulturforenings godt 100 betalende medlemmer og lige så mange frivillige hjælpere. De træner blandt andet med fire fodboldhold i deres egen sportsklub, AKF.
”I starten vidste jeg selvfølgelig ikke så meget om arbejdet. Hvad kræver det? Hvad kan man tillade sig at sige? Hvordan kan vi lave aktiviteter, der er interessante for andre?”
Men med øvelsen og de fire årlige møder i Brugerrådet kom erfaringen også, og de blev blandt andet udmøntet i en kæmpe uddannelsesmesse, der blev afholdt i Globus1 sidste efterår. Det blev en overvældende positiv oplevelse, så nu bliver en ny messe planlagt til en gang i efteråret.
Ønsker Globus2
Globus1 er populær, ikke kun blandt beboerne i Gellerup-Toveshøj, men også hos idrætsudøvere. Det giver et stort pres på baner og mødelokaler, som skal bookes lang tid i forvejen.
For Abdel Makkouk er løsningen at udvide kapaciteten på idræts-området ved at skabe en ”Globus2” et andet sted i Gellerup. Det kunne for eksempel ske ved at totalrenovere Nordgårdhallen, eller rive denne ned og bygge en ny og moderne sportshal.
”Vi har virkelig brug for mere plads til idrætstilbuddene i form af en ”Globus2”. Jeg håber selvfølgelig, at den nye kunstgræsbane tæt på Verdenspladsen kan tage lidt af presset, fordi man kan spille på den hele året. Men gulvet i Nordgårdshallen er så ødelagt og bliver så hurtigt glat, at det ikke er forsvarligt at bruge, synes jeg,” slutter Abdel, der selv regner med at give stafetten videre ved Brugerrådsvalget 14. september.