Allerede inden klokken var seks, var de første morgenfriske svømmere klar til at komme ind og svømme i Gellerupbadet, som mandag den 17. august åbnede efter have været lukket hele sommeren. Imens har håndværkerne været i gang med at lave den helt store renovering i bade- og omklædningsrum i kælderetagen.
Nye fliser og badeværelser
Baderummene har fået helt nye fliser, der er gråmelerede, og nye brusere og sæbedispensere. Og der er også kommet nye toiletter. Og i omklædningsrummene er der kommet nye skabe, som skal låses med en hængelås.
Svømmer gennem 43 år
På åbningsdagen var Gellerup Badet vært med gratis rundstykker og kaffe til alle svømmere om formiddagen. Og her var Leif Johannsen fra Rørsagervej første mand i omklædningsrummet, første i vandet, og første mand ved rundstykkerne.
Leif har svømmet i badet siden 1973, og han har tidligere både været svømmertræner hos Brabrand Idrætsforening og livredder, dengang badet blev drevet af Brabrand Boligforening. Leif er fast morgensvømmer hver mandag, onsdag og fredag, og han er meget glad for at komme i gang igen.

”Jeg synes, at baderummene er blevet fantastisk flotte med de nye fliser. Men jeg er bange for, at gulvfliserne bliver glatte, når der kommer vand på. Og det er da rigtig ærgerligt, hvis arkitekten har valgt et forkert materiale,” siger Leif Johannsen.

Se Gellerup Badets åbningstider her