Ahmed M. Elmi blev som 23-årig trafikskadet i sit hjemland Somalia og har siden været handicappet. Han blev udsat for diskrimination i hjemlandet på grund af sit handicap. Han kom til Aalborg som flygtning i 1995 og startede allerede året efter en organisation for flygtninge og indvandrere af anden etnisk herkomst.
I dag bor han i Aarhus-forstaden Højbjerg og er foreningsaktiv i Gellerup med sin handicaporganisation Hiil Naafo, hvor han er næstformand. Hiil Naafo er somalisk og betyder Support til Handicappede.
Ahmed kender han Gellerup rigtig godt – men han undrer sig over, at mange af Gellerups handicappede kun sjældent kommer ud og deltager i det sociale liv.
”Jeg tror, at mange keder sig i lejlighederne, og i nogle kulturer føler familierne en skam over at have en handicappet. Men de skal vide, at er der mange andre som dem. Derfor vil jeg gerne arbejde for, at handicappede kommer mere ud i livet. Hiil Naafo vil gerne lave nogle arrangementer for handicappede og rådgive dem. Hensigten må være at få et godt og sundt liv, og derfor skal vi også have gang i sportsaktiviteter som svømning og anden motion,” fortæller Ahmed Elmi.
Besvær i manuel kørestol
Hvor nemt er det for en kørestolsbruger at bevæge sig rundt i Gellerup?
”Der er mange op- og nedkørsler, der gør det svært at køre i en manuel kørestol. Der er også handicappede, der bor i opgange uden elevator, men på den anden side har de jo mulighed for at få en lejlighed med elevator…” bemærker Ahmed M. Elmi.
Et specifikt problem gælder nogle bilisters moral. Ved bazaren respekteres invalide-p-pladserne ikke af alle – heller ikke, selv om de får bøder på 1500 kroner. Andre steder er de blå skilte fjernet fra parkeringspladserne, men dette problem er blevet mindre efter, at kommunen maler skiltet ned i asfalten
Hiil Naafo vil være flere
Hiil Naafo har omkring 50 medlemmer, men ikke alle er handicappede. De fleste medlemmer er somaliere, men der er også medlemmer fra andre lande.
”Vi vil også gerne have flere handicappede med i foreningen. Vi søger også danske frivillige, for der er en del medlemmer med sprogvanskeligheder, der godt kan bruge noget hjælp,” fortsætter Ahmed M. Elmi.
Foreningen er selv aktiv med ulandshjælp. Den har gennem 20 år sendt sammenlagt mange containere med sygehusudstyr, medicin, hjælpemidler og meget andet til handicappede i Somalia. Eksempelvis er mere 5.000 kørestole er sendt af sted.
”Det er et kæmpearbejde, som vi nu ikke længere får tilskud til fra Danida, så det er svært at gennemføre.”
Kontakt Hiil Naafo gennem næstformand Ahmed Elmi på mail hiilnaafo@gmail.com eller på telefon 7172 8950