Lokalaviserne har ganske glemt det ellers obligatoriske ‘ghetto-stempel’ i denne tid, hvor de foromtaler Gellerups fremtidsmøde på lørdag i Globus1. Denne markering af noget negativt er i Stiften afløst af en stærk opbakning til de sociale forandringer, som beboerne skal stå sammen om.
Flere medier har interviewet den boligsociale leder Henning Winther om, at den fysiske helhedsplan har en mindre synlig lillebror, som hedder den boligsociale helhedsplan.
Anledningen er, at startskuddet for en ny fireårig boligsocial helhedsplan går på lørdag, idet det er en langvarig proces at få planen igennem systemet, inden den kan træde i kraft i 2018.
En vigtig hjørnesten i processen er, at initiativerne skal komme fra beboerne, og at det er vigtigt, at så mange som muligt skal komme lørdag:
"Det handler om at engagere lokalbefolkningen. Hvis vi ikke har en dialog, sker der ingenting. Der skal være en erkendelse hos den enkelte, før forandringerne kan ske," siger Henning Winther således til Stiften tirsdag.
‘Bring folk sammen’
Stiften bakker op med en overraskende positiv markering i dagens leder – måske den mest positive leder, Stiften har skrevet om Gellerup. Vi tillader os at citere et par afsnit:
"Folk skal engageres og møde hinanden. Det skaber engagement og nedbryder fordomme.
Et af kodeordene i Gellerup i fremtiden vil være at bringe folk sammen. At lade dem lære hinanden at kende og lade dem gøre noget sammen. Forskellige befolkningsgrupper med vidt forskellige baggrunde kan trække på hinandens ressourcer og forskelligheder. Men det kræver, at de mødes. De kan begynde med at præsentere hinandens forskellige madkulturer.
Det kræver, at nogen tager initiativ, sætter ting i gang. Til det er der brug for mennesker med overskud."
Nemlig – og her i Gellerup håber vi, at disse mennesker deltager på lørdag!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.