Flere foreninger i Gellerup arbejder aktivt for, at bydelens ungdom er seriøse omkring deres uddannelse og jobmuligheder. Og de kan se, at indsatsen virker, og de aktive forældre ønsker at blive brugt som ressourcer, så der kan komme endnu mere skub i unges og forældres bevidsthed.
Yussef Kayed fra Den Integrerede Klub var en af arrangørerne af en debataften om uddannelse og vejledning, som blev holdt i samarbejde med Ahmad El-Ahmad fra Get2Ed. 18 forældre deltog i debatten, som foregik i Yggdrasil.
Yussef Kayed fortæller:
"Det er en meget vigtig historie at fortælle til de unge og deres forældre – nemlig det med at være seriøs om uddannelse. På debatmødet kom forældre med egne historier om deres unge, som havde taget uddannelser som for eksempel socialrådgiver, tømrer og inden for økonomi."
Nogle af de unge – blandt andet Youssefs egen søn Mohammed – optræder også som rollemodeller for andre unge, blandt andet på den veloverståede uddannelsesmesse i oktober.
Hvordan de unge kommer videre
Den integrerede Klub og Det Gule Hus’ Venner og andre foreninger, der arbejder med positive forældreroller, er også klar over, at der desværre er en del unge, som enten ikke er kommet i gang med uddanelse eller er droppet ud. De går hjemme uden noget at tage sig til.
"Det er også noget af det, som vi som foreninger arbejder med. Vi vil gerne være med til at arrangere møder om dette, og vi vil også gerne samle de unge og fortælle om, hvordan de kan komme videre. På den måde kan vi hjælpe hinanden i Gellerup – idet vi har erfaringer, og dem vil vi gerne give videre til forældre, der "står midt på vejen" og har behov for nogle informationer," siger Yussef Kayed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.