Gellerupbadet er Gellerups perle, et kosteligt sted for mennesker i alle aldre og nationalitet! Her mødes vi fredeligt, nyder aktiviteterne, taler sammen og bliver venner. Når der reklameres i beboerblade for badet burde der også være en advarsel: "Fare for vanedannelse". Jeg kan slet ikke undvære stedet!

Da det var lukket i sommer for renovering, var jeg både på Tilst skolebad og svømmebadet i Spanien. Spaniens spabad er dog vidunderligt, et sådant ville være dejligt her. Hvis det skulle laves er der jo kun plads ud mod Bentesvej som er den eneste side der kan bygges til. Det ville jo klodse noget om Lego ville sponsere det!

Gellerupbadets vidunderlige sauna med den skønneste udsigt som er tænkelig, er en arkitektonisk perle. Børn, unge og forældre leger og har kvalitetstid der er uvurderlig for deres børn. Langt flere forældre burde gøre det, fremfor at give bunker af slik i stedet for samvær og omsorg. Nogle børn får også et længere og bedre liv fordi de bliver fortrolige med vand og lærer at svømme tidligt i deres liv.

Det værste ved Gellerupbadet skyldes ikke badet eller dets dejlige personale. Det værste er tilkørselsforholdene og parkeringspladserne. Selvom de ligger tæt på Mudderkliren er det jo ikke nødvendigt at fodgængere, cyklister og biler skal gennem et mudder og plørebad for at komme frem. Der har de fine herrer vist ikke gået med deres dyre sko, eller været med deres nyvaskede bil!

Allan Fisker.
Gudrunsvej 74.5.mf.
8220 Brabrand