Følgende nytårshilsen fra afdelingsbestyrelsen i afdeling 4 er delt ud til alle beboere i Gellerupparken – men må også gerne læses af andre:

Så er endnu et år gået – og 2015 blev året, hvor Helhedsplanen for alvor blev synlig med de mange forandringer, som kommer til at ske i Gellerupparken – Gudrunsvej og den nye vej ind til Bentesvej er åbnet, der er kommet en stor kunstgræsbane midt i området, Gellerup Børneby er vokset op af jorden nede ved Nordgårdskolen, og Tinesvej er ved at bane sig vej ind i området.
Foran svømmehallen er informationscentret Instant One netop åbnet, og på den gamle fodboldbane er der blevet kørt tonsvis af jord væk for at gøre plads til den nye tværvej.

Renoveringsplan fra 2016

2016 byder på endnu flere forandringer: Næste år skal vi tage hul på vores store plan om renovering af lejlighederne, ligesom der skal laves forsøgsprojekter med ombygning af nogle lejligheder. I blok B4 på Gudrunsvej 38-46 skal nogle beboere i gang med genhusning, mens andre skal flytte ud midlertidigt, mens der bliver lavet hul i blokken.
I 2016 skal vi også i gang med det store parkprojekt ned gennem hele bebyggelsen, hvor der kommer nye stier, ny belysning, nye legepladser og opholdsarealer. Hele parkprojektet bliver præsenteret på et beboermøde i Laden allerede den 21. januar.

Fra Stofa til YouSee
Og så er 2016 også året, hvor beboerne i Gellerupparken bytter Stofa ud med YouSee som tv-udbyder. Det kommer til at ske hen over årets første kvartal – her er det vigtigt, at alle beboere i deres opgange hjælper hinanden med at sikre, at kabelfolket kan komme ind i alle lejligheder, når det er opgangens tur, så overflytningen kan ske på en dag.

Og alt det andet…
Og så er der alle de andre ting, der også er i gang i Gellerupparken hele tiden:
Vi skal forberede den nye boligsociale helhedsplan fra 2018-2021. Og vi skal videre med den konkrete planlægning af beboerhuset, der skal ligge ved siden af Gellerupbadet.
Og så er Kulturhovedstadsåret 2017 lige om hjørnet – her skal Gellerup være vært for en Fuldmåneevent i juli 2017. Det skal vi bruge næste år på at forberede, og det kan vi allerede begynde på fra februar 2016, hvor Gellerupscenen/A-toget genåbner som kultursted til glæde for os alle. Men først skal vi alle sammen holde en god lang jule- og nytårsferie.

Husk også de nye regler for brug af fyrværkeri:

  • Du må skyde fyrværkeri af fra den 27. december til 1. januar.
  • Man må højst opbevare fem kilo NEM-fyrværkeri (NEM står for Netto Ekslosivstof Mængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. NEM-vægten er angivet på nyt fyrværkeri – enten på artiklen eller på emballagen).
  • Og husk også: Det er ulovligt at indføre fyrværkeri i Danmark.

Alle beboere ønskes et rigtigt godt nytår – og husk at passe godt på hinanden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.