Helle Hansen vandt Samvirkets Pris 2016, da mere end 100 mennesker i går var forsamlet i Foreningernes Hus til Samvirkets årsmøde. I begrundelsen for tildelingen lød det blandt andet:

”Helle er en foreningsblæksprutte, som går forrest alle vegne med alle armene næsten uanset opgaven. Det er umuligt at nævne alle ting, Helle er involveret i. Helle Hansen har været dybt engageret i Gellerups beboeres ve og vel gennem mange år”.

Selv tager den høje og bredskuldrede Gellerup-veteran, der er født på Sjælland, anderkendelsen med et stort smil:

”Jeg plejer at sige, at man godt kan bo i Jylland, bare man bor i Gellerup. Jeg er glad for Samvirkets Pris, som et skulderklap til det daglige arbejde jeg lægger rundt omkring i og uden for området her. Og så er jeg også glad for at være blevet valgt ind i Samvirkets styregruppe, hvor jeg først og fremmest kan være med til at sørge for, at der bliver fulgt op på alt det vi taler om, og at der kommer til at ske noget,” lyder det fra Helle Hansen, da gellerup.nu fanger hende i et ledigt øjeblik under middagen efter det timelange årsmøde.

Helle – derfor
Et kig ned over alle de mange aktiviteter Helle er involveret i for tiden giver på sin helt egen måde et billede af den journalistuddannede beboerdynamos alsidighed og interesser. Helle Hansen er lige i øjeblikket:

  • Formand for Brabrand Boligforenings afdeling 4, Gellerup
  • Medlem af afdelingsbestyrelsen i Brabrand Boligforening
  • Formand for Gellerup Fællesråd
  • Kasserer i Haveforeningen Grønærten, Gellerup Museums Venner, Perlevennerne og Beboernes Stemme, som er et nationalt forum for beboere i udsatte boligområder.
  • Med i initiativgruppen for det nye Kvindehus, Q Hus Gellerup
  • Redaktør på beboerbladet, Skræppebladet
  • – samt nyvalgt medlem af Samvirkets styregruppe.

Hertil kommer en lang række af udvalg, som Helle også sidder i i kraft af de mange bestyrelsesposter.

Faktisk har Helle Hansen været foreningsaktiv i Gellerup i over 30 år, siden hun startede som ung håndboldspiller i den nu nedlagte Nordgårdens Idrætsforening.

En nyre i Australien og en boomerang i nakken
Oven i denne massive indsats af frivilligt arbejde har Helle også formået at afse god tid til sin familie. Hun passede i flere år sin mor derhjemme, og for et par år siden rejste hun om på den anden side af jorden – til Australien – for at donere en nyre til sin fætter, der er bosat ”down under”.
Et hint om dette kom frem, da Helle sammen med diplomet for Samvirkets Pris fik overrakt en boomerang – et traditionelt australsk kastevåben og legetøj, der altid vender tilbage til den, der kaster den:

”Måske er det også et hint om, at jeg risikerer at få nogle af alle mine projekter og mange idéer lige tilbage i hovedet igen, men det er en risiko jeg godt kan leve med, ” griner beboerformanden, som slet ikke er færdig endnu med at få nye idéer til hvordan Gellerup og Toveshøj kan blive et sjovere, bedre og mere sikkert sted at bo og leve for alle.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.