Tilbage i november var der stormøde i Globus1. Her skulle beboerne i Gellerup komme med forslag til nye tiltag i Gellerup. Man skulle da åbne et kvindehus!
Det var mange med på, og i december var ca.  20 kvinder til møde, hvor de planlagde åbningen af et nyt kvindehus.
Det åbnede tirsdag og har fået navnet QHuset, fordi det ikke skal forveksles med Kvindehuset i Viby.  Her var mødt mange kvinder op for at fejre åbningen, hvor der var pyntet op og de besøgende, blev budt på mad og kage.
Kl. 13 var der allerede kommet en del og Helle Hansen, medlem organisationsgruppen, bød, sammen med netværksbygger Maryan Hayir, velkommen. Helle Hansen pointerede i sin tale, at QHuset ikke er ment som en konkurrent til Kvindehuset i Viby, Foreningernes Hus eller allerede eksisterende kvindeforeninger i området, men som et supplement og et fælles mødested for alle kvinder i 8220.
Maria Sloth, talte i sin egenskab af formand for ligestilling- og mangfoldighedsudvalget i Aarhus Kommune. Hun sagde, at det nye hus var en gave til hele Århus. Det er her kvinderne kan finde sammen og i fællesskab skabe noget smukt.
Det samme var Sonja Mikkelsen, tidligere minister og initiativtager til Kvindehuset i Viby, inde på.  Hun mente, at det aldrig er for sent for en kvinde at få en ny chance i livet.
Det er vores sted
Hanan Yusuf var mødt op på dagen med henna for at udsmykke folks hænder. Hun lavede små blomster og tegninger, som det tager op til en måned at få af igen. Men det var kvinderne, som fik malet hånden, ligeglade med, og man kan derfor de næste mange uger, genkende de kvinder, som var til åbningen.
Hanan er også meget glad for, at huset er åbnet:

”Vi har længe snakket om at lave et hus for kvinder og nu er det endelig blevet til noget,” siger hun. Måske kommer hun også til at lave henna-workshops i huset på et senere tidspunkt.
Netværksbygger Maryan Hayir er også glad for huset:
”Her kan vi dyrke vores interesser, udveksle ideer, møde nye mennesker og lave aktiviteter for kvinder.”
Hun fortæller, at om vinteren er det besværligt at tage bussen hen til Kvindehuset i Viby og det er endnu en grund til, at det er en god idé med et lokalt hus.
Åbent tre dage om ugen
Intentionen med QHuset er at stifte en paraplyforening. Alle er inviteret til at være med til den stiftende generalforsamling den 8. Marts kl. 17 til 19.
Indtil mødet i marts er QHuset åbent tirsdag og torsdag fra 12- 16.30 og fredag fra 10-12. Her er helt sikkert kaffe på kanden og kvinder, der er klar på en god snak.
Hvis man vil have mere information om Qhuset kan Helle Hansen kontaktes på 27832782.