Ordningen kaldes ”Deltagerbudgetter” og skal nu uddeles for anden gang. Denne gang er temaet gode naboskaber med fokus på hjemløse og flygtninge. Hvad er godt naboskab for dig, når alle skal være en del af samfundet?
Pengene vil ligesom sidste år blive uddelt i puljer på op til 25.000 kr. pr. idé eller projekt. Har du en idé eller et projekt? Eller kender du nogen, som gør noget aktivt for at skabe godt naboskab mellem ”almindelige” borgere og flygtninge eller hjemløse, og synes du, de fortjener en økonomisk håndsrækning? Eller har du bare lyst til at være med til at bestemme, hvad pengene skal gå til?
Svarer du ja, kan du se på denne side, hvad du skal gøre.
Næste skridt er den 26. april, hvor der er workshop i Frivilligcenter Aarhus i Grønnegade 80 kl.16-18, hvor du kan få hjælp til yderligere ideudvikling og konkretisering af din idé eller dit projekt.
Den 6. juni mødes vi så igen i Globus1 kl. 16.30-18.30, og her skal de fremmødte stemme om, hvilke idéer og projekter, der skal have pengene. Du skal altså overbevise deltagerne på mødet om, at din idé er blandt dem, der skal støttes. Det håber jeg, du vil være med til, og jeg glæder mig til at se dig til møderne og høre om dine ideer.
Aarhus får flere flygtninge og flere hjemløse. Hvordan inkluderer vi dem bedst i byen? Hvordan udvikler vi et godt naboskab med flygtninge og hjemløse? Hvis du har et forslag til en løsning, så kan du få del i de 200.000 kroner, som socialrådmand Thomas Medom (SF) har afsat til formålet.